Der var klasseforskel på Hjørring Stadion, da De Kongeblå søndag eftermiddag besejrede Vendsyssel FF med 3-0. Patrick Mortensen sparkede sig i spidsen på topscorerlisten i NordicBet Ligaen, mens Martin Andersen lukkede kampen i 2. halvleg.
Lyngby havde noget at bevise søndag eftermiddag. De Kongeblå havde hele ugen set frem til at revanchere nederlaget til HB Køge sidste weekend, og den mission lykkedes til fulde i Hjørring, hvor Vendsyssel FF ikke var i nærheden af at stjæle point fra Lyngby.
Anført af Mathias Tauber, der spillede sin kamp nummer 100 for Lyngby, satte De Kongeblå sig fra starten på opgøret. Lyngby dominerede kampbilledet totalt og satte mange fine angreb op. Det gav pote efter en halv times spil, hvor Lyngby kombinerede sig igennem. Et par hurtige afleveringer centralt havnede hos Frederik Gytkjær, der spillede Lasse Fosgaard fri på kanten. Fosgaard sendte den ind til Patrick Mortensen, der fra en position lige foran forsvaret sendte bolden i mål til en fortjent 1-0-føring.
Blot fem minutter senere sparkede Patrick Mortensen sig så for alvor i front på topscorerlisten, da han bombede endnu engang. Lyngby flyttede bolden flot rundt med mange pasninger inden Patrick Mortensen sendte bolden mod det øverste målhjørne. Her tog bolden indersiden af stolpen og gik i mål uden chance for hjemmeholdets keeper Karim Zaza.
Lyngby havde lagt den helt rigtige gameplan og 2. halvleg fortsatte i samme billede. Vendsyssel ændrede system og gik op i et højere pres, men Lyngby fastholdt overtaget og udnyttede ligesom i første halvleg, at der var plads og tid til at spille bolden rundt. I 1. halvleg resulterede det i mange angreb, mens Vendsyssels ændringer fik bremset lidt af den kongeblå fremdrift.
Helt holde Lyngby fra chancer kunne Vendsyssel dog ikke, og Martin Andersen fik en stor chance for at øge føringen, da han slap alene igennem med Karim Zaza i Vendsyssel-målet. Den store mulighed blev dog ikke udnyttet, men Martin Andersen fik gjort skaden god igen med tyve minutter tilbage. Et godt opspil havnede hos den tilbagevendte Lyngby-kant, der resolut krøllede bolden udenom Karim Zaza og i mål via den ene stolpe.
Der blev ikke ændret ved den stilling, og dermed vandt Lyngby fuldt fortjent med 3-0 i en kamp, der gav 100-kamps-jubilæum til Mathias Tauber og debut til Lee Rochester. Næste opgave er Hvidovre på hjemmebane.
Match Facts:
Vendsyssel FF – Lyngby BK 0-3 (0-2)
0-1 Patrick Mortensen (33), 0-2 Patrick Mortensen (38), 0-3 Martin Andersen (69)
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES – 20. Jeppe BRANDRUP, 4. Mathias TAUBER (c), 18. Jeppe TVERSKOV, 7. Dennis CAGARA – 22. Bror BLUME (<-> 19. Sebastian LASSEN (85)), 12. Mads PEDERSEN – 9. Lasse FOSGAARD, 26. Frederik GYTKJÆR (<-> 15. Lee ROCHESTER (71)), 8. Martin ANDERSEN (<-> 2. Mathias MEJER KNUDSEN (81)) – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Nichlas MACDONALD, Oliver FREDSTED, Lamin SAMBA, Gustav THERKILDSEN