Lyngby Boldklub er søndag på en ny spændende opgave i NordicBet Ligaen. De Kongeblå rejser til Hjørring og møder Vendsyssel FF – med i truppen er fem debutanter.
Lyngby Boldklub er på jagt efter oprejsning efter nederlaget sidste søndag til HB Køge. Jagten på en sejr sker på Hjørring Stadion, hvor Vendsyssel FF er modstander for De Kongeblå i 21. spillerunde. Det første opgør mellem de to mandskaber var i efteråret, hvor Lyngby Boldklub i 3. spillerunde besejrede nordjyderne med 3-1 hjemme på Lyngby Stadion.
Søndagens nederlag mod HB Køge ramte Lyngby på mere end pointkontoen – undervejs måtte Thomas Sørensen udgå med en ankelskade, som han dog ser ud til at komme sig over hurtigt, selvom han må se kampen mod Vendsyssel fra tribunen. Også Nicklas Højlund måtte mod HB Køge gå ud med en fibersprængning i ryggen. Ude af opgøret mod Vendsyssel er også Rasmus Minor, der også har mindre skadesproblemer, og slutteligt er Philip Rasmussen i karantæne.
Det giver plads i truppen til en række debutanter. Oliver Fredsted og Lee Rochester fra A-truppen kan få deres debut på Hjørring Stadion, mens tre U19-spillere er udtaget til kampen. Det drejer sig om keeper Nichlas Macdonald, midtbanespilleren Lamin Samba og angriberen Gustav Therkildsen.
Der er kick-off mod Vendsyssel FF klokken 15.00.
Lyngbys trup mod Vendsyssel FF:
2. Mathias Mejer Knudsen, 3. Lamin Samba, 4. Mathias Tauber, 7. Dennis Cagara, 8. Martin Andersen, 9. Lasse Fosgaard, 11. Patrick Mortensen, 12. Mads Pedersen, 15. Lee Rochester, 16. Lukas Fernandes, 17. Gustav Therkildsen, 18. Jeppe Tverskov, 19. Sebastian Lassen, 20. Jeppe Brandrup, 22. Bror Blume, 26. Frederik Gytkjær, 29. Oliver Fredsted, 31. Nichlas Macdonald.