Talemåden siger, at en sløj generalprøve giver løfter om en god premiere. I så fald venter der De Kongeblås fans en rigtig god indledning på søndag mod AB – for lørdagens kamp mod Landskrona BoIS blev ikke nogen god generalprøve for Jack Majgaard Jensens tropper.
Lyngby startede kampen bedst i første halvleg og satte sig på tingene fra første fløjt. Det var ikke meget Landskrona besøgte Lyngbys banehalvdel, men til gengæld kneb det gevaldigt med at få produceret afslutningsværdige chancer. Det var nemlig oftest lige ved og næsten, og selvom det var med plusser på Lyngbys konto så blev det aldrig rigtigt farligt.
En vigtig og særdeles forstyrrende faktor i dagens kamp var uden tvivl vinden. Begge mandskaber kompenserede ved at holde spillet langs jorden, og det slap De Kongeblå bedst fra. Et par farlige situationer ved Bror Blume og Frederik Gytkjær agerer bedste chancer i første halvleg.
Efter pausen lykkedes det for Landskrona at sænke tempoet i kampen, og det passede gæsterne bedst. Lyngby havde svært ved at komme i gear og få tempo ind i spillet, og det lukrerede Landskrona på ved at komme frem til kampens første reelle målchancer. Et skud fra kanten af feltet strøg i sidenettet, og Nicklas Højlund fik mere og mere at lave.
De mest seværdige minutter kom mod slutningen af kampen, hvor begge hold åbnede en smule mere op. Tempoet steg, og så var Lyngby igen bedst og satte blandt andet et udmærket angreb op i venstresiden, hvor Lee Rochester og Dennis Cagara kombinerede sig igennem. Sidstnævnte serverede bolden centralt foran mål, hvor Patrick Mortensen i tæt kamp med en Landskrona-forsvarer sendte bolden forbi mål i hvad der på det tidspunkt var kampens klart største chance.
Kun få øjeblikke efter den chance skete der så noget i den anden ende. Nicklas Højlund satte spillet igang med en aflevering til en presset Rasmus Minor, der lagde den tilbage til Højlund, der sparkede bolden ind på en Landskrona-angriber. Han havde ingen problemer ved at bringe sig i en oplagt scoringsposition, så da Nicklas Højlund nedlagde ham efterfølgende var dommen klar – straffespark og rødt kort til Højlund.
Lukas Fernandes kom på mål, men han kunne ikke gøre meget ved et fint straffespark fra Erik Andersson, der gjorde det til 1-0. Derefter var det op til Lyngby at jagte udligningen, og De Kongeblå gik offensivt til værks. Jack Majgaard Jensen indskiftede Thomas Sørensen og gik over til et tremandsforsvar og så var der ellers offensiv for alle pengene. Det skabte gode opspil og også et par enkelte afslutninger fra blandt andet Patrick Mortensen, der kom fint til vejrs på et Cagara-hjørne.
Der blev dog ikke scoret yderligere, og dermed snupper Landskrona en sejr – svenskerne bliver de første, der slår Lyngby i vinteropstarten og dermed er der revanche at jagte, når det går løs i NordicBet-Ligaen i næste weekend.
Match Facts:
Lyngby BK – Landskrona BoIS 0-1 (0-0)
0-1 Erik Andersson (str. 77)
Rødt kort: Nicklas Højlund, Lyngby BK (76)
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND – 20. Jeppe BRANDRUP, 4. Mathias TAUBER (c), 6. Rasmus MINOR PETERSEN (<-> 24. Thomas SØRENSEN (80)), 7. Dennis CAGARA – 14. Philip RASMUSSEN (<-> 12. Mads PEDERSEN (65)), 18. Jeppe TVERSKOV – 9. Lasse FOSGAARD (<-> 8. Martin ANDERSEN (75)), 22. Bror BLUME (<-> 15. Lee ROCHESTER (35)), 26. Frederik GYTKJÆR (<-> 16. Lukas FERNANDES (77)) – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Mathias MEJER KNUDSEN, Sebastian LASSEN, Oliver FREDSTED,