Lyngbys U17-hold tyvstartede i den forgangne weekend forårsturneringen. Det skete i en udsat kamp mod FCK, som De Kongeblå vandt med 3-2.
U17 og U19-ligaerne er så småt ved at være igang igen oven på vinterpausen. U17-holdet tog som det første ungdomselitehold hul på turneringen med en udsat kamp fra efteråret mod FCK – og det blev en god oplevelse for Søren Hermansens tropper.
Lyngby var således foran 2-0 ved pausen, og De Kongeblås U17-drenge nåede også at komme på 3-0 inden FCK vågnede op og satte Lyngby under pres. To gange kom FCK på tavlen, men det var ikke nok – Lyngbys U17-hold vandt nemlig kampen ganske fortjent.
U19-holdet var også i aktion mod FCK, men det var i den sidste træningskamp inden det går løs med turneringen i næste weekend. Træningskampe har ofte deres eget liv, men begge mandskaber viste fine takter og periodevis godt spil.
Det hele endte med en Lyngby-sejr på 1-0. En sejr, der også var ganske fortjent og som giver ganske gode fornemmelser for den kommende forårsturnering. Den starter for alvor lørdag hvor begge mandskaber er på besøg hos Brøndby med kick off henholdsvis 13.00 og 15.00.