På Twitter, Instagram og Facebook har du den kommende uges tid gode muligheder for at komme tæt på De Kongeblå og træningslejren i Antalya.
Lyngby Boldklubs bedste mandskab forbereder sig til de kommende udfordringer i NordicBet Ligaen og igen i år går turen til Tyrkiet som led i de forberedelser. De Kongeblås førsteholdstrup under ledelse af cheftræner Jack Majgaard Jensen rejste søndag morgen til Antalya i Tyrkiet, hvor Hotel Titanic de næste syv dage skal agere base for De Kongeblå.
Turen er, på trods af de flotte forhold på hotellet og området generelt, langt fra nogen badeferie, og spillerne vil hver dag træne eller spille kamp. Dertil kommer en række sociale indslag der skal gøre, at det både er et bedre og meget sammentømret hold, der kommer tilbage til Lyngby.
Rejsen til Tyrkiet forløb uden problemer og efter en let frokost og afslapning på værelserne går det klokken 18.30 løs med turens første træningspas på hotellets bane. Der er planlagt to træningskampe på turen, og de spilles onsdag og lørdag. Vejret og vejrudsigten er, som det fremgår af billedet,a ikke fremragende, men stemningen er høj og spillerne glæder sig til at blive sluppet løs på græsset.
Undervejs kan du følge dagligdagen i træningslejren. Det sker især på Twitter og Instagram, hvor du som noget nyt har mulighed for at følge Lyngbys bedste mandskab tæt. Lyngby Boldklub vil således løbende opdatere de to medier med billeder, indtryk og kommentarer fra træningslejren i Antalya – og på Facebook opsummerer vi hver dag med highlights, videoklip og meget andet.
Skulle du sidde inde med et spørgsmål, så tweet os, skriv en besked på Facebook-siden eller smid en kommentar til et billede på Instagram – så følger vi op løbende.
Du kan følge Lyngby Boldklub på Twitter ved at gå ind på www.twitter.com/LyngbyBoldklub og på Instagram ved at søge efter Lyngby Boldklub. Adressen til Facebook-siden er som altid facebook.com/lyngbybk.