5-1-sejr over BK Frem

Der var masser af mål tirsdag aften, da Lyngby Boldklub gæstede Valby og BK Frem i en træningskamp. Lyngby vandt kampen med 5-1.
To af Danmarks helt store traditionsklubber havde tirsdag aften arrangeret træningskamp forud for strabadserne i henholdsvis NordicBet Ligaen og 2. division. Lyngby og Frem tørnede sammen på kunstgræs i Valby Idrætspark og det blev der en målrig, men ret ulige kamp ud af.
Fra første fløjt stod der Lyngby på opgøret, og der gik ikke mange minutter før Lyngby kom foran. En dyb stikning til Frederik Gytkjær, der spillede positionen som forreste angriber, blev behandlet efter fortjeneste og med et lob bragte den unge offensivspiller Lyngby på 1-0. Da var der spillet blot 2 minutter.
Efter cirka et kvarters spil fordoblede Jeppe Brandrup føringen til Lyngby på en fin afslutning, og så var det naturligvis op ad bakke for Frem. Lyngby fortsatte nemlig dominansen, og trykkede totalt hjemmeholdet i bund og det var ikke ufortjent at Lyngby også kom på 3-0 efter en halv times spil. Et kontraangreb med Philip Rasmussen og Frederik Gytkjær i hovedrollen endte ovre hos Martin Andersen, der på kanten af feltet havde god tid og plads til et enkelt træk og en sikker scoring ved fjerneste stolpe.
Fem minutter før pausen blev det så også 4-0 til Lyngby. Thomas Sørensen førte fornemt bolden frem centralt i banen og var relativt upresset. Midtstoppen lagde den ud til Jeppe Brandrup, der smækkede bolden ind i feltet, hvor Frederik Gytkjær – med hovedet – lobbede den over Frems målmand og i nettet til pauseføring på 4-0.
I anden halvleg slap Lyngby gashåndtaget en smule, og der blev også godt med spilletid til de to U19-spillere Lamin Samba og Christoffer Boateng, der netop er vendt hjem fra en tur med U19-landsholdet. Lyngby lukrerede fortsat på det hurtige spil og dybe stikninger, mens Frem var markant bedre end i første halvleg og også kom frem til enkelte fornuftige muligheder.
Efter 65 minutter fik Frem reduceret direkte på frispark, men at Lyngby sad på kampen vidnede reaktionen fra De Kongeblå om. Det sidste kvarter stod der Lyngby på, og der var muligheder til både Rasmus Minor, Christoffer Boateng og Bror Blume, der ramte stolpen direkte på hjørnespark.
Til slut blev det 5-1 efter et velplaceret hjørnespark, der sad i panden på Rasmus Minor. Han headede bolden ned til Christoffer Boateng, der resolut knaldede bolden i nettet. Lyngby vinder med 5-1 over BK Frem.
Match Facts:
BK Frem – Lyngby BK 1-5 (0-4)
0-1 Frederik Gytkjær (2), 0-2 Jeppe Brandrup (15), 0-3 Martin Andersen (28), 0-4 Frederik Gytkjær (35), 1-4 Driton Redzepi (65), 1-5 Christoffer Boateng (83)
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND – 19. Sebastian LASSEN, 4. Mathias TAUBER (c) (<-> 6. Rasmus MINOR PETERSEN (55)), 24. Thomas SØRENSEN (<-> 7. Dennis CAGARA (55)), 2. Mathias MEJER KNUDSEN – 12. Mads PEDERSEN (<-> 18. Jeppe TVERSKOV (55)), 14. Philip RASMUSSEN (<-> 25. Lamin SAMBA (55)) – 20. Jeppe BRANDRUP (<-> 29. Oliver FREDSTED (55)), 22. Bror BLUME, 8. Martin ANDERSEN (<-> 27. Christoffer BOATENG (55)) – 26. Frederik GYTKJÆR (<-> 15. Lee ROCHESTER (45))
Ikke benyttet: Lukas FERNANDES

Dobbelt op på Hebo i Future-storsejr

De unge rykker i Startblokken: Fællesskabet har givet succesoplevelser

Lucas Lissens på rundens hold