Lyngby besejrede Halmstad

Lee Rochester scorede i sin uofficielle debut, da De Kongeblå lørdag eftermiddag besejrede Allsvenskan-klubben Halmstad med 2-0. Jeppe Tverskov også på tavlen.
Halmstad startede kampen bedst og dominerede i de første 10-15 minutter. De helt store muligheder blev det ikke til, udover et enkelt rigtig fint forsøg fra Halmstad-offensiven. Et hårdt spark fra kanten af feltet tvang Lukas Fernandes til en stor refleksredning med den ene hånd og nærmest øjeblikketligt derefter overtog Lyngby teten.
For efter det indledende Halmstad-overtag stod der Lyngby på resten af halvlegen. Et højt pres bragte det meste af spillet op på Halmstads banehalvdel, og det skabte flere gode Lyngby-muligheder – blandt andet til Frederik Gytkjær og Martin Andersen omkring det tyvende minut.
Efter 25 minutters spil kom Lyngby fortjent foran efter et hjørnespark. Et hjørnespark fra Frederik Gytkjær blev headet mod mål af Patrick Mortensen og tæt under mål dukkede Lee Rochester op. Lyngbys nye nummer 15 sprang højt og dirigerede bolden i nettet med hovedet til 1-0.
Halmstad var kun farlige efter fejl i Lyngbys opspil, og selvom det ikke var en fejlfri Lyngby-præstation, så var første halvleg opløftende set med Lyngby-briller. Offensive backs, bevægelige angribere og solidt centralt forsvarsspil kombineret med et højt pres var opskriften på succes, og det var det også i 2. halvleg.
Her gik der blot fem minutter inden Lyngby igen kom på tavlen. Et kort hjørnespark førte ikke til det helt store, men Lyngby holdt presset og folkene fremme i feltet. Dennis Cagara smækkede bolden ind i boksen, hvor al fokus var på en umaskeret Rasmus Minor – det betød at bolden i stedet havnede hos Jeppe Tverskov, der køligt tæmmede bolden og sendte den i nettet til 2-0.
2. halvleg var præget af mere fysisk fight og der blev gået til vaflerne på Virumgårdsvej. Lyngby stod solidt og afviste gang på gang gæsternes opspil og centralt på banen blev der kæmpet for hver en bold. Det betød af Halmstad blev holdt fra de helt store muligheder, og først mod slutningen af kampen meldte trætheden sig og gassen gik lidt af Lyngby-ballonen.
De Kongeblå holdt dog defensivt stand og sikrede sig dermed en fortjent sejr på 2-0 over Halmstad.
Match Facts:
Lyngby BK – Halmstads BK 2-0 (1-0)
1-0 Lee Rochester (25)
2-0 Jeppe Tverskov (50)
Lyngbys startopstilling,: 16. Lukas FERNANDES – 19. Sebastian LASSEN (<-> 20. Jeppe BRANDRUP (22)), 24. Thomas SØRENSEN (<-> 4. Mathias TAUBER (60)), 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 29. Oliver FREDSTED (<-> 7. Dennis CAGARA (42)) – 14. Philip RASMUSSEN, 18. Jeppe TVERSKOV – 15. Lee ROCHESTER (<-> 9. Lasse FOSGAARD (60)), 26. Frederik GYTKJÆR, 8. Martin ANDERSEN (<-> 2. Mathias MEJER KNUDSEN (60)) – 11. Patrick MORTENSEN (c) (<-> 22. Bror BLUME).
Advarsler:
Frederik Gytkjær (53) & Dennis Cagara (70) – begge Lyngby
Richard Magyar (27), Antonio Rojas (35) & Kristoffer Fagercranzt (87) – alle Halmstad.
 

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x