Bent Christensen vender som tidligere annonceret tilbage til Lyngby Boldklub – denne gang i rollen som assistenttræner. Den tidligere DM-vinder glæder sig til jobbet og samarbejdet med cheftræner Jack Majgaard Jensen.
Lyngby Boldklub offentliggjorde fredag Bent Christensen som klubbens nye assistenttræner. Dermed vender den tidligere danmarksmester fra 1983 tilbage til klubben, der har givet ham mange store oplevelser. Bent Christensen føler imidlertid ikke, at han for alvor har været væk fra klubben:
”Jeg synes faktisk ikke rigtigt jeg har været væk, for jeg er jo stadig medlem af klubben og har spillet veteranfodbold i Lyngby. Så jeg har holdt forbindelsen, og har set et hav af kampe med førsteholdet” fortæller Bent Christensen og fortsætter:
”Så der er vel mere tale om at jeg kommer tilbage omkring førsteholdet, og det i den assistentrolle, som jeg godt kan lide. Så jeg ser frem til udfordringen og glæder mig til at samarbejdet med Jack” lyder det fra Bent Christensen, der som aktiv spillede 319 kampe og scorede 56 gange for De Kongeblå. Det skete i to perioder – først fra 1982-1989, hvor det blev til en DM-titel og to pokaltitler, og sidenhen igen fra 1996-1998.
Ud over de traditionelle assistent-funktioner og den daglige deltagelse i trænerteamet kommer Bent Christensen også til at varetage en række funktioner omkring talentarbejdet og scouting. Det er en opgave, som den tidligere U21-assistent er godt forberedt på:
”En af mine funktioner bliver at være med til at opbygge et godt scouting-netværk. Jeg har sideløbende med min landsholdsfunktion været cheftræner hos B1903 i Danmarksserien, og har et kæmpe netværk blandt både elite og breddeklubber”
”Jeg har også et godt kendskab til spillerne især i Danmarksserien og 2. division, og kan dermed være med til at finde de navne, der med den rette træning har potentialet til at spille på højere niveau – eksempelvis i 1. division” forklarer Bent Christensen, og nævner selv Lyngbys Jeppe Tverskov som et eksempel herpå.
Bent Christensen blev første gang en del af trænerstaben i Lyngby i 90erne, da daværende cheftræner for Lyngby FC Benny Lennartsson hev Bent Christensen ind i trænerteamet. Siden da blev det til assistentroller for blandt andre Poul Hansen og Kasper Hjulmand. Bent Christensen stod ligeledes i spidsen for Lyngby, da De Kongeblå rykkede op fra 2. division til 1. division.