Brian Lemmeke gør status over 2013

2013 synger på sidste vers og vanen tro giver det adm. direktør Brian Lemmeke anledning til at gøre status over Lyngby Boldklub og året, der er gået:
Kære Lyngby-fans
Julen står for døren og året er ved at gå på hæld. År 2013 har været et begivenhedsrigt år for Lyngby Boldklub og fremtiden tegner atter lys for vores fodboldklub.
Sportsligt har året budt på kampe i NordicBet Ligaen, der igen i denne sæson tegner til at blive et særdeles tæt bekendtskab. Vi kan med tilfredshed konstatere, at resultaterne i efteråret har været gode og at holdet overvintrer på en godkendt 5. plads.
Året har – vanen tro – også budt på et par rigtigt fornuftige transfers, hvoraf Ryan Johnson Laursens skifte til Esbjerg og Yussuf Poulsens til Red Bull Leipzig har været de mest prominente. Udviklingen af de store talenter kan hele Lyngby være stolte af. Og vi fortsætter naturligvis arbejdet med at fremavle kvalitetsspillere til vores førstehold. Og målet på lang sigt er selvfølgelig, at få endnu mere glæde af spillerne selv.
På sponsorsiden kan vi med glæde konstatere, at vi har rigtig fin succes med at gentegne de sponsorater, der står til at udløbe her ved årsskiftet. Den økonomisk ansvarlige linje vi har lagt siden i sommer tiltaler vores samarbejdspartnere, og det er naturligvis også en linje vi vil følge fremover.
Arbejdet med kapitaludvidelsen fortsætter også på fuld damp. Målsætningen er at skaffe kapital til at bygge klubben op nedefra. Det vil sige få en organisation på plads og sikre, at virksomheden Lyngby Boldklub A/S kan levere de nødvendige midler til den sportslige sektor.
Vi har i løbet af året fået styr på vores omkostninger og vi har arbejdet meget med de interne processer. Det er væsentlige forudsætninger for, at virksomheden er gearet til den udvikling, vi gerne vil skabe. Så fremtiden ser lys ud for Lyngby Boldklub – også på den sportslige side, hvor vi forventer os meget af samarbejdet med Jack Majgaard. Jack er en meget dygtig træner, der bliver rost fra mange sider. Så vi er sikre på, at han bliver en kæmpe succes.
Rigtig glædelig jul til alle Kongeblå!
 
Brian Lemmeke, adm. direktør.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x