Ny Lyngby-sejr i NordicBet Ligaen

Bror Blume scorede efter 4 minutter og det var nok til, at Lyngby snuppede sin 7. hjemmesejr i NordicBet Ligaen i denne sæson. Fredericia blev besejret med 1-0.
Der var nok engang topkamp på programmet for De Kongeblå, da FC Fredericia søndag eftermiddag gæstede Lyngby Stadion. Det blev som ventet en intens affære med dramatik, store chancer og et brændt straffespark. I sidste ende var det dog Lyngby, der kunne juble.
Det kunne Lyngby takket være en scoring allerede i det 4. minut. Patrick Mortensen hoppede elegant over en aflevering og så kunne Bror Blume udplacere gæsternes målmand Jakob Køhler til 1-0. Det var starten på 20 rigtig fornemme Lyngby-minutter, hvor De Kongeblå sad på kampen og skabte flere gode muligheder.
Kort efter målet var Lyngby tæt på ad to omgange, da Jeppe Brandrup og David Boysen på skift brændte store Lyngby-chancer. Det var Lyngby som styrede løjerne på hjemmebane, og med lidt mere skarphed kunne det også have resulteret i scoringer.
I stedet fik FC Fredericia tilkæmpet sig overtaget i kampen. Det varede helt frem til pausen, hvor Fredericia var toneangivende og flere gange tvang Nicklas Højlund til at diske op med gode redninger. Lyngby afværgerede dog det værste pres ved at være bedst i luftrummet, og derfor udeblev de helt åbne målchancer og de to hold kunne gå til halvleg med stillingen 1-0.
2. halvleg var Lyngby bedre med, og kampen flyttede derfor ind centralt på midten, hvor de to hold kæmpede for overtaget. Lyngby havde de fleste chancer, og fik oven i købet muligheden fra 11-meter-pletten efter ti minutter, da dommer Thomas Lo Turco takserede et skub i ryggen til et straffespark.
Efter protester fra gæsterne fik Patrick Mortensen muligheden for at sparke, men forsøget var ikke godt nok og derfor kunne Jakob Køhler i Fredericia-målet redde sikkert. Senere fik Patrick Mortensen endnu en kæmpechance til at afgøre kampen, da han med ti minutter igen sparkede over fra kanten af det lille felt – hårdt presset af en modstander.
Fredericia forsøgte sig halvlegen igennem med lange bolde og indlæg, men det var Minor, Tauber og Højlunds dag i luften. Derfor blev gæsterne aldrig rigtigt farlige og Fredericia fik ikke scoret denne søndag eftermiddag. Lyngby vinder derfor 1-0.
Match Facts:
Lyngby BK – FC Fredericia 1-0 (1-0)
1-0 Bror Blume (5)
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND – 20. Jeppe BRANDRUP, 4. Mathias TAUBER (c), 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 2. Mathias MEJER KNUDSEN – 14. Philip RASMUSSEN, 18. Jeppe TVERSKOV (<-> 12. Mads PEDERSEN (70)) – 9. Lasse FOSGAARD, 22. Bror BLUME (<-> 26. Frederik GYTKJÆR (76)), 21. David KATZ BOYSEN (<-> 7. Dennis CAGARA (90)) – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Lukas FERNANDES, Morten KOCH, Andreas GRANSKOV, Sebastian LASSEN
 
Advarsler:
Frederik Gytkjær (90), Lyngby BK
Abubakar Yakubu (55), Jesper Luth (57) & Andreas Moos (90) – alle FC Fredericia
Tilskuere: 869 på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv