Lyngbys U19 hold tog her til eftermiddag imod Vejles ditto i 7. spillerunde af U19 Ligaen. Kampen udviklede sig til en dramatisk affære, hvor Lyngbys målmand fik direkte rødt kort. På trods af udvisningen holdt Thomas Lollikes U19 drenge dog stand og fik hevet et 1-1 resultat i land på en god 2. halvleg.
Inden dagens kamp var Lyngbys U19 mandskab placeret på rækkens 10. plads efter to nederlag i træk. U19-drengene lagde ellers flot fra land med 2 sejre i de første 3 kampe. I de to forudgående runder er det dog blevet til to knebne nederlag mod AaB og FC Midtjylland og derfor gik man efter alle tre point i dagens hjemmekamp mod Vejle.
Dagens modstander fra Vejle vandt i sidste runde lidt overraskende med 2-1 over rækkens førerhold fra FC Nordsjælland, så det var et Vejle-hold, der var opsatte på at fortsætte sejrsstimen i dagens opgør på Lyngby Stadions bane 1.
Vejle lagde også bedst fra land mod et tamt Lyngby-mandskab i kampens 1. halvleg uden, at det dog resulterede i noget stort overtag i spil og chancer til Vejlenserne. 1. halvleg var generelt præget af meget spil på midten banen og et lille overtag i standardsituationer til Vejle. Efter en halv times spil var det netop en dødbold, der udløste Vejles føringsmål. Et langt indkast fra højre side bliver kastet ind i Lyngbys straffesparksfelt og nedfaldet endte hos amerikanske, Lucas Stauffer, der med et fladt spark fra kantet af feltet sendte bolden i mål til 1-0 til Vejle.
Det var et frustreret Lyngby-mandskab der ikke kunne få spillet til at hænge sammen og et par minutter inden pausen var det tæt på 2-0, men Lyngby-keeper, Nichlas McDonald fik afværget friløberen med en god parade. I 1. halvlegs overtid lykkedes det Lyngby-kanten, Christoffer Boateng at bryde igennem i højreside, men han blev væltet af en Vejle-forsvarer på baglinjen og Lyngby appellerede kraftigt for et straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.
2. halvleg bød på langt mere intensitet i nærkampene og i spillet på banen. Det var et forvandlet Lyngby-mandskab, der kom ud til 2. halvleg. Der blev bragt langt mere energi og vildskab i det offensive spil og man fik for alvor taget momentum.
10 minutter inde i 2. halvleg var det dog Vejle der havde en god mulighed ved Ole Bisp Rasmussen, der headede på overliggeren efter en dødbold. Første chance til Lyngby tilfaldt venstrefløjen, Adnan Mohammad der fra kantet af feltet sparkede tæt forbi den ene stolpe. Adnan Mohammad var igennem hele kampen en trussel mod Vejle-holdet med sin meget direkte og udfordrende stil.
Efter godt 65 minutters spil fik U19 drengene endelig hul på bylden og udlignet til 1-1 ved Adnan Mohammad, som kronede sin flotte indsats ved at score på et fladt skud fra tæt hold på oplæg fra Christoffer Boateng, der havde flere gode aktioner i 2. halvleg. Forinden målet havde angriberen, Gustav Therkildsen headet på overliggeren fra en position i det lille felt og det lykkedes, at fastholde presset på Vejle-forsvaret og få sendt en fortjent udligning i kassen.
Så godt som Lyngby havde Vejle i sækken, så opstod kampens mest dramatiske situation. Vejle sender et frispark ind i Lyngbys felt og tre Vejle-spillere går hårdt til Lyngby-keeper, Nichlas McDonald, som får tilkendt et frispark i situationen. Efter dommerens fløjte begår McDonald en hævnaktion mod en af Vejle-spilleren og som konsekvens får han korrekt vist det røde kort af kampens dommer. I et øjeblik opstod, der tvivl om hvorvidt McDonalds handling også skulle give straffe til Vejle, men da dommeren allerede havde fløjtet for frispark til Lyngby kunne der ikke i samme omgang dømmes straffe til Vejle.
I U19 Ligaen er det kun tilladt at have 3 udskiftere på bænken, og da Lyngby havde ikke en reservemålmand blandt udskifterne måtte midterforsvaren, Rasmus Gude tage målmandshandskerne på i de sidste 25 minutter. På trods af den uvante position klarede han opgaven i overbevisende stil og reddede bl.a. en friløber fra Vejles Patrick Rasmussen kort før tid.
Efter Lyngbys reducering til 10 mand satte Vejle sig langsomt på tingene og Lyngbys U19-drenge var henvist til at lure på omstillinger. Selvom Vejle var i overtal i de sidste 25 minutter, formåede de aldrig rigtigt, at etablerer et længerevarende pres på Lyngby-mandskabet. Tættest på kom Vejle, da de i kampens 85. minut fra kantet af feltet ramte overliggeren for anden gang i kampen, men det blev ved 1-1 og der var ikke udbredt tilfredshed at spore hos nogle af mandskaberne, da dommerens fløjte havde lydt for sidste gang.
U19 holdets cheftræner, Thomas Lollike var som udgangspunkt heller ikke tilfreds med det uafgjorte resultat, men som kampen udviklede sig var han alligevel nogenlunde tilfreds med det ene point.
”Vi ville naturligvis gerne have vundet kampen, men det er altid positivt, at kæmpe sig tilbage på trods af at vi havde sat næsen op efter de 3 point i dag. Vi er tilfredse på baggrund af den måde som kampen udviklede sig på og jeg tror, at Vejle er mest utilfredse med det uafgjorte resultat”, siger Thomas Lollike.
Det unge Lyngby-mandskab spillede som nat og dag i de to halvlege og cheftræneren var bestemt ikke tilfreds med indsatsen i 1. halvleg, men samtidig roser han holdet for, at tage skeen i den anden hånd i 2. halvleg.
”Det var en dårlig 1. halvleg fra vores side og jeg er ikke tilfreds med 1. halvleg i forhold til pres og parathed. Vi fik snakkede om det i pausen og vi gik ud og tog momentum i 2. halvleg. Momentum er ikke noget man får, det er noget man tager og det er jeg tilfreds med at vi gjorde. Vi havde momentum i 2. halvleg indtil udvisningen af Nichlas McDonald og derfra handlede det om overlevelse fra vores side”,
Cheftræneren var i særdeleshed tilfreds med målscorer, Adnan Mohammad og uddeler også roser til Rasmus Gude for hans tørn i målet efter udvisningen af Nichlas McDonald.
”Adnan gør det rigtig fint. Han er god til at finde mellemrummene og blive farlig på egen hånd. Rasmus Gude på kassen redder en friløber og er rolig i sine aktioner”, sagde Thomas Lollike.
Efter dagens kamp rykker Lyngby op på en foreløbig 8. plads i U19 Ligaen med 7 point for 6 kampe. Næste kamp for Lyngbys U19-drenge er på lørdag, hvor SønderjyskE kommer på besøg. Der er kick off kl. 13.00.
Match facts
Lyngby Boldklub U19 – Vejle U19 1-1 (0-1)
0-1 Lucas Stauffer (31)
1-1 Adnan Mohammad (65)
Lyngby U19 startopstilling: 1. Nichlas McDONALD – 3. Sebastian GRUBAK, 35. Magnus FREISLEBEN, 4. Rasmus GUDE, 5. Phillip CHARNOUBY – 6. Lamine SAMBA (c), 13. Frederik JENSEN (<> 19. Mikkel BASSE) – 7. Christoffer BOATENG, 10. Mads KAALUND (<> 12. Frederik THYSSEN), 11. Adnan MOHAMMAD – 9. Gustav THERKILDSEN (<> 15. Mikkel CARENTIUS)
Kort:
Sebastian Grubak, Nichlas McDonald (udvisning)