9. spillerunde af NordicBet Ligaen byder på et spændende opgør mellem et formstærkt Lyngby-hold og Per Nielsens oprykkere fra Hvidovre IF. Johan Lange har 18 mand med til opgøret.
Den seneste række af flotte resultater har bragt Johan Langes mandskab fra bunden af rækken til en 5. plads ét point efter Silkeborg på 4. pladsen. Det er måske på denne tid af sæsonen, at rækken kan knække og det bliver kortlagt, hvem der spiller med i top og bund. Skal Lyngby spille med i den bedste halvdel af rækken kræver det en sejr over Hvidovre, der med 8 point er placeret lige over nedrykningsstregen.
De rødblusede fra Hvidovre har på trods af deres status som oprykkere fået en rimelig sæsonstart, hvor man har tabt til tophold som Hobro, Horsens og senest til HB Køge i sidste runde, mens det er blevet til sejre over Brønshøj og AB. Hvidovres hidtil største bedrift i sæsonen kom dog i DBU Pokalen, hvor man ekspederede lokalrivalerne fra Brøndby ud med en flot 2-1 sejr.
Netop pokalturneringen var også platform for Lyngby og Hvidovres seneste møde, som fandt sted i efteråret 2010. Her vandt Lyngbys daværende Superliga-mandskab 7-6 efter straffespark i en dramatisk affære på Hvidovre Stadion efter det var endt 2-2 i forlænget spilletid. Søndag eftermiddag skal Lyngby holde et vågent øje med den offensive trio bestående af Jonathan Nielsen, Ole Dau og 10’eren Jonas Hebo Rasmussen, der har en fortid som ungdomsspiller i Arsenal.
Johan Lange har til opgøret udtaget en trup bestående af 18 mand. Mathias Tauber må fortsat sidde udenfor med en skade. I forhold til 4-0-sejren over Marienlyst i sidste weekend er truppen suppleret med forsvarsspilleren Morten Koch, der dermed kan få debut for Lyngby.
Bemærk i øvrigt, at Café Kick-Off både før, under og efter kampen er lukket på grund af et privat arrangement.
Køb din billet til kampen via dette link!
Lyngbys trup mod Hvidovre IF:
1. Nicklas Højlund, 2. Mathias Mejer Knudsen, 5. Rasmus Nielsen, 6. Rasmus Minor Petersen, 7. Dennis Cagara, 8. Andreas Granskov, 9. Lasse Fosgaard, 11. Patrick Mortensen, 12. Mads Pedersen, 14. Philip Rasmussen, 16. Lukas Fernandes, 17. Morten Koch, 18. Jeppe Tverskov, 19. Sebastian Lassen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 26. Frederik Gytkjær