Johan Lange glæder sig over farlige omstillinger

Lyngbys cheftræner Johan Lange jubler over sejren på 5-2 over Fredericia. De kongeblå var ifølge cheftræneren effektive og især farlige på omstillinger.
Med en 5-2-sejr sikrede de kongeblå sig søndag aften sæsonens tredje sejr i NordicBet Ligaen. Sejren kom i hus oven på en hæsblæsende kamp ude mod Fredericia, hvor syv scoringer blev fordelt på 4 til Patrick Mortensen og dernæst et par selvmål. Johan Lange glæder sig over sejren, men påpeger også at Lyngby måske var lidt heldige i første halvleg:
”Vi kommer ganske godt i gang med kampen, synes jeg. Men vi må også konstatere, at vi i 1. halvleg især defensivt ikke er særlig komfortable, selvom vi fører 2-0. De kommer frem til lidt for mange indlæg og har også held til at spille sig igennem et par gange. Så det var godt at vi havde Niller (Nicklas Højlund, red.), der lavede nogle rigtigt gode redninger som gør, at vi holder føringen” fortæller Johan Lange og fortsætter:
”Reelt kunne det ligeså godt være uafgjort ved pausen, og vi kunne vel også have været bagud. Forskellen var målene og det er klart at forsvarsspillet skal være bedre. I 2. halvleg forsvarer vi os langt bedre og det gør, at de skaber færre målchancer. Og så er vi uhyggeligt gode på omstillinger i 2. halvleg” forklarer Lyngbys cheftræner, der dermed påpeger de kongeblås effektivitet, der kampen igennem var en klar forskel.
Slutningen af 1. halvleg kunne måske for nogen ligne en halv gentagelse af Silkeborg-kampen, hvor Lyngby også første 2-0, men blev presset helt i bund af Silkeborg. Søndag i Fredericia reagerede Lyngby-holdet tilgengæld godt på presset og især i 2. halvleg var der fuld fart over stepperne og klasseforskel som resultat deraf:
”Jeg synes egentlig ikke at jeg kunne mærke den store forskel på spillerne i Fredericia og spillerne i Silkeborg, men forskellen på dengang og nu var måske, at vi dels får flere længere perioder på bolden som kampen skrider frem og dels, at vi gennem hele kampen er super farlige på omstillinger. Og det er selvfølgelig to glædelige ting, at vi har udviklet det” lyder det fra Johan Lange, der dog primært vil glæde sig over sejren på dagen:
”Vi er rigtigt, rigtigt glade for at vinde ude. Det var første gang i sæsonen og vi vidste, at det ville kræve en stor indsats. Så jeg er rigtig glad på spillernes vegne over, at vi vinder. Og endda komfortabelt. Vi er klar over, at kampbilledet i forhold til at vinde så klart, snyder lidt. Men lige nu glæder vi os over resultatet” fortæller Johan Lange afslutningsvis.
Næste opgave for de kongeblå er hjemmekampen mod oprykkerne fra Marienlyst.

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv