Fosgaard-hattrick i DBU Pokalen

Lasse Fosgaard scorede hattrick for Lyngby, der ikke havde de helt store problemer med at spille sig videre i DBU Pokalen. BGA blev besejret med 5-0.
Efter sejren over AB i den seneste runde ventede der modstand fra de lavere rækker, da de kongeblå onsdag aften besøgte Glostrup og BGA, der til dagligt frister en tilværelse i Danmarksserien. Lyngby stillede op med et ungt hold, men det faktum til trods var der klasseforskel på de to mandskaber og sejren var aldrig i fare.
Lyngby satte sig på opgøret fra første fløjt og det lignede en lang dag på kontoret for hjemmeholdets målmand. Ikke desto mindre havde Lyngby lidt svært ved at finde de indbyrdes afleveringsmønstre og derfor udeblev de helt åbne målchancer. Dybdeløb var der mange af, men hjemmeholdets målmand var hurtigt ude af boksen og fik afværget de fleste åbne chancer.
Presset var dog massivt nok til, at det var tydeligt at det nok ville være Lyngby som ville få kampens første scoring. Og det var præcis hvad der skete efter en halv times spil, da Andreas Granskov blev sendt i dybden. Måltyven svigtede ikke duellen med hjemmeholdets målmand og så stod det 1-0.
BGA bed kun momentvis fra sig i første halvleg, hvor Lyngby leverede en koncentreret defensiv indsats og minimerede hjemmeholdets muligheder til et par ganske udmærkede langskud, som dog strøg over mål og siden da også direkte i hænderne på Lukas Fernandes. Lyngby-dominansen fortsatte ufortrødent og kort før pausen kunne Lasse Fosgaard så gøre det til 2-0 efter oplæg fra Jeppe Tverskov, der sendte en perfekt dyb, høj stikning i dybden.
Efter pausen var mønstret det samme og som kampen skred frem blev det klart, at flere og flere af løbemønstrene og afleveringerne sad bedre. Og når Lyngbys maskine kørte, så kunne BGA absolut ikke følge med. Hjemmeholdet måtte derfor leve af konstrastød og uprovokerede fejl fra Lyngbys side – og en sådan var lige ved at blive rigtig farlig efter 54 minutters spil, hvor Lukas Fernandes blev tvunget ud i en stor redning.
Minuttallet 65 og tre minutter frem afgjorde reelt løjerne i Glostrup denne onsdag aften. Her fik Lasse Fosgaard nemlig scoret to gange og sikret sig selv et hattrick og Lyngby videre avancement til 4. runde. Først udnyttede Fosgaard en dyb stikning fra Jeppe Brandrup til en sikker scoring og øjeblikket efter satte Lyngby et ganske flot angreb op. Sebastian Lassen gik til baglinjen og smækkede den ind foran, hvor Fosgaard kunne sparke den hårdt i nettet. 4-0 og en afgørelse til de kongeblås fordel.
Mod slutningen fik BGA lidt mere plads at boltre sig på, og det gav et par halvfarlige situationer. Hjemmeholdet kom også lidt længere frem, men de betød blot, at Lyngby kunne sætte et par giftige omstillinger igang. En sådan fik publikummet at gå hjem på, da Andreas Granskov udnyttede en lang og dyb stikning med to minutter igen. Lyngby er videre i DBU Pokalen med en 5-0-sejr over BGA
Match Facts:
 
BGA – Lyngby BK 0-5 (0-2)
0-1 Andreas Granskov (31), 0-2 Lasse Fosgaard (42), 0-3 Lasse Fosgaard (65), 0-4 Lasse Fosgaard (67), 0-5 Andreas Granskov (88)
 
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES – 20. Jeppe BRANDRUP, 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 18. Jeppe TVERSKOV, 2. Mathias MEJER KNUDSEN (<-> 3. Ryan JOHNSON LAURSEN (75)) – 5. Rasmus NIELSEN (c), 22. Bror BLUME – 19. Sebastian LASSEN, 26. Frederik GYTKJÆR (<-> 11. Patrick MORTENSEN (68)), 9. Lasse FOSGAARD (<-> 21. David KATZ BOYSEN (68)) – 8. Andreas GRANSKOV.
Ikke benyttet: Nicklas HØJLUND
 
Advarsler:
BGA (89)
Tilskuere: 267 på Glostrup Idrætspark

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products