Lyngby-anfører Mathias Tauber var skuffet over præstationen mod Brønshøj, hvor Lyngby ikke leverede som kaptajnen, trænerstaben og truppen havde forventet. Nu skal de kongeblå rejse sig mod BGA.
Med et nederlag på 1-3 blev det ikke den bedste søndag på Lyngby Stadion. Resultatet prægede naturligt nok stemningen i omklædningsrummet, der var på nulpunktet efter kampen. ”Vi er skuffede. Vi er skuffede over spillet, skuffede over ikke at få de tre point og så er vi skuffede over os selv. Vi havde ikke noget energiniveau og jeg synes vi virkede lidt sløve. Vi løb ikke nok for hinanden og spillede for langsomt” fortæller anfører Mathias Tauber.
En årsag til det manglende energiniveau kunne måske være onsdagens midtugekamp i DBU Pokalen ude mod AB, hvor de kongeblå måtte investere kræfter i avancementet i pokalturneringen. Den forklaring køber Mathias Tauber dog ikke: ”Nej det tvivler jeg på. Hele foråret kunne vi godt spille midtugekampe 10 uger i træk, så det kan vi vist ikke bruge som undskyldning” fortæller Tauber og fortsætter:
”Vi ved at de kommer med energi, og det skal man matche, hvis man vil vinde over dem. Og det gør vi ikke i dag. De spiller simpelt, uden den helt store risiko og med nogle lange bolde ned i frimærket. Det får vi egentlig dæmmet fint op for, men generelt er vi for passive i vores spil og kommer ikke på kroppen af dem” lyder det fra Mathias Tauber.
Lyngby-kaptajnen håber nu på, at holdet kan rejse sig i onsdagens pokalkamp ude mod BGA: ” Vi skal restituere, få snakket tingene igennem og kigge på hvad vi skal gøre bedre til kampen mod BGA. Så har vi forhåbentlig en masse energi som vi kan brænde af onsdag” fortæller Mathias Tauber.
Kampen mellem Lyngby og BGA i 3. runde af DBU Pokalen spilles på Glostrup Idrætspark på onsdag klokken 19.00.