5. spillerunde i NordicBet Ligaen byder på et opgør mellem de kongeblå og krigerne fra Brønshøj. Johan Lange har udtaget 18 mand til opgøret.
For blot anden gang skal græstæppet på det ombyggede Lyngby Stadion betrædes, og hvis resultatet bliver som i den første kamp, så vil det være Lyngbys tilskuere som kan gå mest tilfredse hjem.De kongeblås første hjemmekamp mod Vendsyssel FF var således efterårets til dato mest opløftende præstation. Fint spil, rigeligt med målchancer og et hold, der tydeligvis er ved at finde hinanden skabte positiv stemning i og omkring klubben.
Bo Henriksens tropper fra Brønshøj har haft et turbulent 2013. Resultaterne har svigtet for ”Hvepsene”, der blot har vundet en enkelt kamp siden årsskiftet og i sommerpausen har udskiftningen i truppen været stor. Cheftræner Bo Henriksen er derfor også i gang med en opbygningsproces, men især den seneste kamp mod Hobro viste, at fighterviljen og den fysiske styrke er tilbage i Brønshøj-regi.
Lyngby fik i midtugen en fin optakt til opgøret, da man ekspederede AB Gladsaxe ud af DBU Pokalen med en sikker 3-0-sejr. Ligeså vigtigt var det, at de kongeblå slap fra kampen uden skader, hvilket betyder at Johan Lange – udover Oliver Fredsted, der endnu ikke har været disponibel i denne sæson – har haft frit valg i sin trup.
18 spillere er udtaget til opgøret, der sparkes igang på Lyngby Stadion klokken 13.00.
Lyngbys trup mod Brønshøj:
1. Nicklas Højlund, 2. Mathias Mejer Knudsen, 3. Ryan Johnson Laursen, 4. Mathias Tauber, 5. Rasmus Nielsen, 6. Rasmus Minor Petersen, 8. Andreas Granskov, 9. Lasse Fosgaard, 11. Patrick Mortensen, 14. Philip Rasmussen, 16. Lukas Fernandes, 18. Jeppe Tverskov, 19. Sebastian Lassen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Frederik Helstrup, 26. Frederik Gytkjær