Det blev ikke til den drømmedebut som de mange nye ansigter kunne have håbet på. De kongeblå måtte således forlade SEAS NVE-Park i Herfølge med et nederlag.
Lyngby startede med en enkelt debutant i midterforsvaret, hvor Rasmus Minor Petersen agerede makker til anfører Mathias Tauber. Den høje midterforsvarer var tæt på at komme i fedtefadet efter 11 minutter, hvor han ifølge dommeren gjorde sig skyldig i farligt spil i feltet. Det indirekte frispark tæt på mål blev dog blokeret på stregen af Ryan Johnson Laursen.
Ellers var det HB Køge som var bedst i kampens indledning. En enkelt Lyngby-chance til David Katz Boysen, der var tæt på at rette en forkølet afslutning fra Rasmus Nielsen i mål, var alt hvad Lyngby kunne noteres for i den første halve time. Omvendt kørte det bedre for HB Køge, der sad på det meste af spillet og overmatchede Lyngbys fysik i flere situationer.
Blandt andet efter 20 minutters spil, hvor hjemmeholdet bragte sig foran. Der blev gået hårdt til Lasse Fosgaard midt på banen, men kantspilleren fik ikke sit frispark og så gik det stærkt mod Nicklas Højlunds mål. Bolden havnede til sidst hos Jeppe Kjær, der resolut trak ind mod midten og udplacerede Lyngbys målmand til 1-0.
Første halvleg var intens, med masser af fight og høj tænding. HB Køges omstillinger gjorde ondt på Lyngby, der aldrig rigtigt fik kollektivet til at fungere. Individuelle detaljer var der flest af, blandt andet fem minutter før pausen, hvor småspil og en lækker detalje af David Boysen, der spillede Patrick Mortensen i luften med hælen, var lige ved at give gevinst. Det blev dog ved 1-0 til hjemmeholdet ved pausen.
2. halvleg stod der – desværre – HB Køge på. Hjemmeholdet satte sig igennem centralt på banen og sad på kampen. Simon Richter i højresiden var en farlig leverandør af indlæg, mens Jeppe Kjær var en evig trussel. Men sommerferie-uskarpheden havde også ramt svanerne, der sparkede forbi og headede over i en lang køre.
Lyngby havde flere gange tegningerne til noget godt, men udførslen haltede ligesom HB Køges defensiv stod godt overfor de kongeblås offensiv. David Boysen og indskiftede Andreas Granskov var lige ved at kombinere sig frem til en chance, og førstnævnte fik da også afsluttet dog uden at det voldte hjemmeholdet keeper de helt store problemer.
Mod slutningen lagde Lyngby ekstra pres på, og det gav muligheden til blandt andre Bror Blume, der trykkede godt af med 8 minutter igen. Men som det ofte sker, så gav presset åbninger i den anden ende og tre minutter før tid kunne Jeppe Kjær så lukke kampen med sin anden scoring. Lyngby storsatsede ved et hjørnespark, der blev afværget. I hård infight og med et muligt frispark indblandet fik Jeppe Kjær vristet sig fri af David Boysen og i samarbejde med en angrebskollega kunne HB Køge-profilen lukke kampen.
HB Køge vinder sæsonpremieren med 2-0.
Match Facts:
HB Køge – Lyngby BK 2-0 (1-0)
1-0 Jeppe Kjær (21), 2-0 Jeppe Kjær (87)
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND – 3. Ryan JOHNSON LAURSEN, 4. Mathias TAUBER, 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 20. Jeppe BRANDRUP (<-> 32. Mathias MEJER KNUDSEN (68)) – 5. Rasmus NIELSEN, 18. Jeppe TVERSKOV (<-> 22. Bror BLUME (78)) – 9. Lasse FOSGAARD (<-> 33. Andreas GRANSKOV) (61)), 26. Frederik GYTKJÆR, 21. David KATZ BOYSEN – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Lukas FERNANDES, Sebastian LASSEN, Philip RASMUSSEN, Frederik HELSTRUP
Advarsler:
Søren Henriksen (36) og Eddi Gomes (45) – begge HB Køge
Tilskuere: 1.163 på SEAS NVE-Park, Herfølge