Lyngby kunne i dag tage hjem fra Slagelse med et flot resultat i bagagen fra eftermiddagens træningskamp mod superligaoprykkerne fra FC Vestsjælland. Det var naturligvis en tilfreds cheftræner ovenpå sejren i opstartens tredje træningskamp. Dog påpeger, Johan Lange, at på trods af resultatet var kampen en relativ lige forestilling mellem de to mandskaber.
"Vi leverede en tilfredsstillende præstation mod FC Vestsjælland, hvor kampens resultat snyder lidt i forhold til kampbilledet.
Det var især i kampens 1. halvleg, at Johan Lange var tilfreds med flere aspekter af de kongeblås spil, hvor han især fremhæver de kongeblås opspil og presspil. Efter pausen nåede Lyngby-mandskabet ikke samme højder som i 1. halvleg og overlod for meget initiativ til FC Vestsjælland, dog uden at Nicklas Højlund blev passeret i Lyngby-målet.
"Før pausen havde vi flere gode situationer i vores opspil som lykkedes på bedste vis og der var også store forbedringer i vores presspil. Efter pausen når vi ikke samme niveau og vi giver for mange chancer væk til FC Vestsjælland.
"Overordnet set er vi tilfredse med kampen og vi ser frem mod de to træningskampe i den kommende uge."
Lyngby møder på onsdag FC Helsingør på udebane, mens Næstved gæster Lyngby stadion om lørdagen.