Lyngby Boldklub har skrevet kontrakt med den 24-årige forsvarsspiller Rasmus Minor Petersen, der skifter til de kongeblå fra liga-rivalerne fra Brønshøj.
Brønshøjs Rasmus Minor Petersen bliver Lyngby Boldklubs første forstærkning denne sommer. Den høje forsvarsspiller skifter Brønshøj ud med kongeblå og tager til Lyngby med øjeblikkelig virkning. ”Vi er meget glade for have tilknyttet Rasmus i hård konkurrence med flere andre klubber” lyder det fra Lyngbys cheftræner Johan Lange, der fortsætter:
”Rasmus er en spiller, som ikke har gået den traditionelle vej gennem de mange talentudviklingsmiljøer, men i stedet opnået en betydelig divisionserfaring på trods af en relativt ung alder. Med Rasmus får vi en forsvarsspiller, der i den forgangne sæson har markeret sig som en profil i NordicBet Ligaen med sine gode fysiske forudsætninger, et fantastisk hovedspil og gode lederegenskaber” fortæller Johan Lange.
Med 30 kampe i NordicBet Ligaen i sidste sæson satte Rasmus Minor Petersen en tyk streg under, at han har været en vigtig brik på Bo Henriksens mandskab. Den høje forsvarsspiller håber på, at han på sit nye hold kan indtage samme, vigtige rolle:
”Jeg glæder mig helt vildt til denne nye udfordring. Jeg følte jeg var klar til at prøve noget nyt for at kunne udvikle mig endnu mere. Jeg ser Lyngby Boldklub som en stor traditions-klub, der er kendt for at spille noget seværdig fodbold. Det glæder jeg mig til at blive en del af” udtaler Rasmus Minor Petersen.
Minor bliver de kongeblås første forstærkning i det netop åbnede transfervindue, hvor Lyngby til gengæld siger farvel og tak for indsatsen til Fanol Perdedaj, Ragnvald Soma, Thomas Rasmussen, Robin Nilsson og Frederik Krabbe, der ikke får deres kontrakter forlænget.
Rasmus Minor Petersen, der ud over Brønshøj også har spillet hos Lolland-Falster Alliancen og OB, har fået en 2-årig kontrakt med Lyngby.