Lyngbys offensiv-profil Yussuf Yurary Poulsen scorede til 2-0, da et sprudlende dansk U19-landshold besejrede Tyskland med hele 4-1.
En af Europas største talentfabrikker anno 2013 er Tyskland, men i går aftes blev naboerne mod syd de små i venskabskampen mod et sprudlende dansk U19-landshold, der vandt med hele 4-1. Med sejren viste U19-landsholdet, hvorfor de af mange betragtes som den bedste fodbold-årgang i mange år og det har Lyngby Boldklub også en aktie i.
Hele tre tidligere og nuværende Lyngby-spillere var således med fra start. Nicolai Johannesen startede i det centrale forsvar, mens midtbanespilleren Christian Nørgaard, som Lyngby solgte til den tyske storklub HSV sidste år, påtog sig hvervet som anfører. Mest iøjenfaldende var imidlert den nuværende Lyngby-profil Yussuf Yurary Poulsen, der startede kampen på venstrekanten og spillede en flot kamp.
Allerede efter tre minutter kunne et andet hypet talent bringe Danmark foran, da Bayern Münchens Pierre Emile Højbjerg bragte Danmark foran. Og allerede syv minutter efter ville Yussuf Poulsen lege med. Fiorentinas Kenneth Zohore lagde et indlæg ind over tyskernes målmand og til bagerste stolpe, hvor Lyngbys Yussuf kastede sig frem og headede bolden sikkert i mål.
Tyskerne fik reduceret før pausen, men med yderligere to scoringer i 2. halvleg endte det hele med en lussing til Tyskerne. Danmark vinder med hele 4-1 og dermed får Yussuf Yurary Poulsen og co. et forrygende afsæt før de tre afgørende EM-kvalifikationskampe i Portugal mod Tjekkiet den 4. juni, Bulgarien den 6. juni og Portugal den 9. juni. Kun den samlede vinder kvalificerer sig til EM-slutrunden i juli måned.