Lyngbys Jeppe Tverskov var for første gang i startopstillingen i NordicBet Ligaen i torsdagens kamp mod Vejle Kolding. Midtbanespilleren blev oven i købet placeret på en uvant position i forsvaret, men den opgave klarede det unge talent flot.
4-0 var resultatet på måltavlen, da Lyngby torsdag aften besejrede Vejle Kolding. Forud var gået en ensidig forestilling, hvor man også kunne opleve unge Jeppe Tverskov i det centrale forsvar – en opgave, der ellers ikke normalt skal løses af midtbanespilleren:
”Vi havde en del skader og karantæner nede i forsvaret, så der var et job der skulle gøres. Men jeg synes det gik fint” lyder den umiddelbare reaktion fra Tverskov, der følte sig godt hjulpet af sin rutinerede makker Thomas Rasmussen: ”Thomas er rigtig dygtig, og selvom han normalt er venstre back så kunne man jo se at han også godt kunne spille inde i midterforsvaret”.
Jeppe Tverskov vikarierede for Frederik Krabbe, Ragnvald Soma og Mathias Tauber, og selvom det er rutinerede forsvarsspillere, så løste Tverskov opgaven uden større problemer – måske fordi at han tidligere har forsøgt sig med rollen som bagerste markspiller: ”Jeg er jo normalt midtbanespiller, men jeg har spillet dernede et par gange i reserveholdsturneringen. Så jeg er ikke fuldstændig uvant med positionen, selvom det selvfølgelig var noget andet her i ligaen. Men det gik godt” lyder det fra Jeppe Tverskov.
Ros fra makkeren
Hans makker i kampen var som sagt Thomas Rasmussen, og han havde også kun rosende ord til overs for den 20-årige Tverskov: ”Jeg havde en fin snak med Jeppe inden kampen og gav ham nogle gode råd. Jeg synes han spillede en fantastisk kamp og tog ansvar, selvom han er næsten helt ny på holdet. Så stor cadeau til ham for han gjorde det godt” fortæller Thomas Rasmussen, der var rigtig godt tilfreds med de kongeblås defensive indsats:
”Jeg synes det fungerede godt, og det kan man se på resultatet. Vi holdet nullet, vinder 4-0 og holder dem stort set væk fra alting. De havde et par små enkelte muligheder, men det er kredit til hele holdet at vi arbejder godt for hinanden. Det var en god og professionel indsats” afslutter Thomas Rasmussen.