Lyngby sad på hovedvægten af spillet, mens FC Vestsjælland skulle kun bruge en chance, og så endte gæsterne med at snuppe alle tre point på Lyngby Stadion.
Der var topkamp på Lyngby Stadion søndag eftermiddag, da de kongeblå tog imod FC Vestsjælland. 1.743 tilskuere kunne nyde en sjælden omgang forårsvejr og de kunne samtidig se et ungt Lyngby-hold lægge offensivt fra land. Lyngby kontrollede kampen fra første fløjt og der var længe optræk til scoring i FC Vestsjællands ende. Efter en halv times spil kunne Lyngby måske have fået hjælp af et straffespark, da David Boysen i to omgange var i kontakt med en Vestsjælland-forsvarer. Første episode kostede imidlertid kantspilleren en advarsel for film, selvom han havde valgt at fortsætte sit løb. anden gang lignede det mere at Boysen havde en sag, men der var ingen hjælp at hente i denne omgang.
Kort efter var Yussuf Poulsen så igennem og angriberen, der spillede helt fremme, kunne kort efter sætte Ayoub Sørensen op til en kæmpe mulighed. Yurary Poulsen erobrede bolden fra gæsternes forsvar og spillede på tværs til Ayoub, der dog slet ikke fik ram på bolden, der dermed hoppede ud over baglinjen.
Det var total Lyngby-dominans i første halvleg, og udover et langskudsforsøg fra Ronnie Bendtsen så var der ikke meget – hvis overhovedet noget – etableret FC Vestsjælland-spil i første halvleg. David Boysen kunne derfor tegne sig for halvlegens sidste Lyngby-mulighed, da han trykkede af fra distancen – en afslutning, der voldte gæsternes målmand lidt problemer.
Fra 2. halvlegs start valgte Ove Pedersen at sætte Casper Henningsen på banen, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. En FCV-omstilling havnede således for fødderne af Henningsen, der sikkert sparkede FC Vestsjælland foran. Ikke helt fortjent efter spil og chancer, men til gengæld ekstremt effektivt.
Og sad man med følelsen af, at man var vidne til en – denne gang måske lidt mere ekstrem udgave af den omvendte kamp fra Slagelse, ja så var det med god grund. Lyngby havde nemlig svært ved at ramme målet og spillerne virkede ofte lidt ubeslutsomme i de afgørende øjeblikke. Ayoub Sørensen stod for 2. halvlegs første store Lyngby-chance, da han modtog en god aflevering fra David Boysen, men afslutningen sad lige på keeper Thomas Mikkelsen.
Med lidt over 20 minutter igen var der så et længe ventet comeback til Lasse Fosgaard, og han satte hurtigt sit aftryk på chance-statistikken, da han efter ca. 1 minut på banen fik sendt Yussuf Poulsen i dybden. Men igen ramte ubeslutsomheden, og så kunne Yussuf Poulsen drible lige ind i målmand Thomas Mikkelsen, der dog retfærdigvis også stod en flot kamp.
Lyngby satsede mod slutningen, men det blev ikke til de helt store åbne muligheder. Gæsterne forsvarede sig – som forventet – godt, og på trods af en udvisning til Morten Bertolt med 8 minutter igen, så holdt fortet stand. Det slutter derfor 0-1.
Match Facts:
Lyngby BK – FC Vestsjælland 0-1 (0-0)
0-1 Casper Henningsen (52)
Rødt kort: Morten Bertolt, FC Vestsjælland (83)
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES, 3. Ryan JOHNSON LAURSEN, 4. Mathias TAUBER (c), 7. Ayoub SØRENSEN (<-> Lasse FOSGAAARD (68)), 8. Robin NILSSON (<-> Patrick MORTENSEN (83)), 10. Kim AABECH, 14. Ragnvald SOMA, 15. Fanol PERDEDAJ, 17. Yussuf YURARY POULSEN, 21. David KATZ BOYSEN, 24. Frederik HELSTRUP (<-> Frederik GYTKJÆR (75)).
Ikke benyttet: 31. Nichlas MACDONALD, 6. Frederik KRABBE, 18. Jeppe TVERSKOV, 22. Bror BLUME
Advarsler:
David Katz Boysen (24), Yussuf Yurary Poulsen (83) – begge Lyngby BK
Morten Bertolt (25, 83), Michael Christensen (41) – begge FC Vestsjælland