De kongeblå sparker i denne uge forårssæsonen igang – det sker med et opgør mod Skive, men Lyngbys normale hjemmebane på Lyngby Stadion bliver imidlertid ikke klar til kampen, og derfor er opgøret rykket frem til torsdag den 28. marts kl. 15.00.
Kampen mellem Lyngby og Skive spilles allerede torsdag den 28. marts kl. 15.00 på kunstgræs i Virum, hvor Lyngby også har spillet vinterens træningskampe.
Lyngby Boldklub ønsker ved denne lejlighed at takke Virum Sorgenfri Boldklub for hjælpen og samarbejdet i forbindelse med planlægningen af denne kamp.
Praktisk information
Adgang
Virumgårdsvej er IKKE åben for adgang til spillepladsen eller til parkering.
Alle skal så vidt muligt benytte indgangen ved kolonihaverne. Den tilgås enten fra Grønnevej under via stien fra Hummeltoftevej ved Sorgenfri st.
Transport og parkering
Lyngby Boldklub anbefaler på det kraftigste, at man benytter de offentlige transportmidler, da parkeringsmulighederne er stærkt begrænsede.
S-Togs linje B stopper ved Sorgenfri st., hvorfra der er ca. 5 minutters gang til spillepladsen.
Buslinjerne 147, 157, 170 og 191 stopper ved busstoppestedet Løvgårdsvej, hvorfra der er ca. 5 minutters gang til spillepladsen.
Der er parkeringsmuligheder ved Hummeltoftskolen, ved Netto og Irma på Sorgenfri Torv, ved tankstationen ved Sorgenfri st. og langs Grønnevej. Det er ikke muligt at parkere på Virumgårdsvej.
Placering
Lyngby-fans skal benytte græs-området på modsatte side af udskiftningsboksene.
Skive-fans skal benytte området bag ved de to udskiftningsbokse. Adgang for Skive-fans kan ske fra modsatte side af den almindelige indgang.
Der forefindes neutrale afsnit bag det ene mål samt delvist på den langside, hvor udskiftningsboksene står.
Faciliteter
Souvenirs samt øl, sodavand og pølser sælges fra boder på græsarealet bag ved Lyngbys fans.
Toiletter forefindes bag det ene mål ved indgangen.