Topkampen på Jokri Park i Vejle blev lidt af en fuser for de kongeblå. På to flotte mål vandt hjemmeholdet fra Vejle Kolding således med 2-0.
Lyngby skulle søndag eftermiddag forsøge at slutte efterårssæsonen af med et godt resultat mod Vejle Kolding, der omvendt kunne spille sig op på oprykningspladserne med en sejr. De kongeblå var på forhånd hæmmet af fraværet fra stamspillerne Jeppe Brandrup, Kim Aabech og Yussuf Yurary Poulsen, ligesom anfører Mathias Tauber måtte trække sig med sygdom.
Med en tredjedel af stamspillerne ude var det op til resten af truppen at sikre et godt resultat. I kampens indledning var det dog Vejle Kolding som satte sig på opgøret, og det virkede lidt som om, at mange af de kongeblås spillere skulle bruge lidt tid på at finde hinanden.
Vejle Kolding var omvendt gode til at lægge et pres på Lyngby og det var ikke ufortjent, at hjemmeholdet efter tyve minutters spil kunne bringe sig foran. En dyb stikning fandt vej til Jacob Sørensen, som bragede Vejle Kolding på 1-0.
Kampen var bestemt ikke chancefyldt, men til gengæld var den fyldt med fight. Det skabte en del frispark og dramatiske situationer – blandt andet da Vejle Koldings forsvarsspiller Neftali forsøgte sig med et saksespark i Lyngbys felt. Men i stedet for en flot afslutning ramte Neftali Patrick Mortensen i hovedet.
Lyngby forsøgte sig til tider offensivt, men det var meget sjældent det førte til noget. Blot et enkelt skud på mål blev de kongeblå noget uvant noteret for i første halvleg, og i stedet var det Vejle Kolding, der igen var skarpe i den modsatte ende.
Seks minutter før pausen fik Buzuladzic lov til at lægge bolden på tværs fra venstre side af Lyngbys felt, og der var højrebacken Godwin Antwi stødt med frem – med indersiden udplacerede han resolut Lukas Fernandes i målet og bragte hjemmeholdet på 2-0.
2. halvleg ændrede desværre ikke meget ved det billede. Vejle Kolding fortsatte presset mod Lyngby fra starten og fik deraf flere udmærkede chancer i halvlegens første par minutter.
Lyngbys største chance faldt efter 50 minutter. Et hjørnespark fra Thomas Rasmussen blev forsøgt afsluttet af Patrick Mortensen, der dog mistimede sin afslutning. I stedet fik Fanol Perdedaj lidt tilfældigt bolden, men var tvunget til en afslutning med ryggen til mål i det lille felt. Afslutningen blev en smule for ren og så fik bolden for meget kraft og røg over mål.
Generelt var Lyngby en smule bedre med i 2. halvleg, hvor Vejle Kolding også overlod en smule af initiativet til de kongeblå. Hjemmeholdet var dog stadig farlige på kontrastød og omstillinger, men offside-timingen svigtede i flere situationer for Vejle Koldings offensiv.
Et par gode opspil var derfor, hvad man måtte nøjes med at glæde sig over hvis man var Lyngby-fan. Med 10 minutter igen fik David Boysen endelig sat en velspillende Godwin Antwi af, men på hans flade tværpasning fik Uffe Bech og Jonas Henriksen ikke kommunikeret, og så var det faktisk sidstnævnte der fratog Uffe Bech en stor chance.
Der blev ikke scoret yderligere i opgøret, hvorfor Vejle Kolding hopper op på oprykningspladserne. Lyngby får muligheden for oprejsning allerede på onsdag, hvor der gælder en meget anderledes opgave mod Superliga-holdet fra Esbjerg, der venter i DBU Pokalens kvartfinale.
Match Facts:
Vejle Boldklub Kolding – Lyngby BK 2-0 (2-0)
1-0 Jacob Sørensen (21), 2-0 Godwin Antwi (39)
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES, 2. Thomas RASMUSSEN (c), 3. Ryan JOHNSON LAURSEN, 5. Rasmus NIELSEN, 6. Frederik KRABBE, 7. Uffe MANICH BECH, 8. Morten KARLSEN, 11. Patrick MORTENSEN, 15. Fanol PERDEDAJ (<-> Jonas HENRIKSEN (61)), 21. David KATZ BOYSEN, 24. Frederik HELSTRUP
Ikke benyttet: Nicklas HØJLUND, Jeppe TVERSKOV, Bror BLUME, Alexander GREEN, Frederik GYTKJÆR
Advarsler:
Fanol Perdedaj (56), Morten Karlsen (77) – alle Lyngby BK.
Lasse Kronborg (36), Thomas Mikkelsen (88), Azer Busuladzig (90) – alle Lyngby BK.
Tilskuere: 2.066 på Jokri Park