Lyngbys dobbelte målscorer Patrick Mortensen var på holdets vegne stolt over, at de kongeblå onsdag sendte Superliga-holdet AGF ud af DBU Pokalen. ”En tiltrængt sejr” lyder det.
Patrick Mortensen var med to scoringer en vigtig mand foran AGF-målet, da de kongeblå onsdag aften spillede sig videre til kvartfinalen i DBU Pokalen. Sejren kom i hus på trods af et skidt resultat i søndagens kamp mod FC Hjørring, der blev tabt 0-2 – det har dog ikke umiddelbart ødelagt gå-på-modet i truppen: ”Jeg synes altid vi har troet på det og vi har stadig haft god gejst og humør i truppen” fortæller Patrick Mortensen og fortsætter:
”Det lyder måske lidt underligt, men vi har det måske bedre mod de her hold. AGF vil gerne spille fodbold med os, og det giver nogle muligheder på omstillinger, som vi måske ikke får mod eksempelvis FC Hjørring, der er bedre til at lukke ned og stå kompakt” lyder det fra Patrick Mortensen som forklaring på, hvordan man kan gå fra de ene yderlighed i Hjørring til den anden i Lyngby.
Nu venter dagligdagen igen for de kongeblå spillere. Søndag gælder det Hobro på Lyngby Stadion, og det bliver naturligvis en ganske anderledes opgave for Lyngby: ”Vi skal selvfølgelig ned på jorden og det skal vi allerede torsdag. Lige nu her er der rigtig god stemning og vi er super glade. Det var også en tiltrængt sejr og det giver os noget tro på tingene, men torsdag der skal vi ud og arbejde igen. Og Hobro bliver en ligeså svær opgave” lød et efter kampen fra Patrick Mortensen.
Der trækkes lod til kvartfinalerne af DBU Pokalen torsdag k. 12.