Marginalerne ikke med Lyngby

Lyngby forsøgte og forsøgte, men ind ville bolden ikke. Viborg kendte derimod besøgstiden og med to scoringer afgjorde gæsterne kampen på Lyngby Stadion. Viborg vandt med 2-0.
For anden kamp i træk måtte en kongeblå spiller trække sig i sidste øjeblik. Mathias Tauber fik problemer med læggen og så var der plads til Frederik Helstrup i det centrale forsvar, mens kaptajnen måtte tage plads på tribunen. Derfra kunne han se Lyngby sætte sig på kampen fra start. Første halvleg var Lyngby i klart mest boldbesiddelse, mens Viborg primært høvlede bolde op til Thomas Dalgaard, der ikke fik meget ud af det.
Flere gode opspil og et par enkelte chancer blev det til for Lyngby, der havde sin største chance ved Frederik Krabbe, der efter 16 minutter måtte se sit hovedstød blive reddet i midten af det lille felt. De helt store chancer udeblev og det var som om, at den sidste chanceskabende aktion lod vente på sig.
En Lyngby-halvleg i fuld kontrol blev dog med et slag til en halvleg, hvor Lyngby kom bagud. I det første reelle opspil fra Viborg slipper gæsternes Kasper Stiller igennem – han prikker den forbi Nicklas Højlund og så kan Thomas Dalgaard score en af sæsonens lette kasser og sende Viborg til pausen foran med 1-0.
Og kort inde i 2. halvleg blev det så også 2-0 til gæsterne, da bolden lidt tilfældigt havnede hos Jacob Egeris efter et hjørnespark. Forsvarsspilleren ekspederede bolden over stregen og så var det 2-0 til gæsterne og op ad bakke for hjemmeholdet.
Lyngby forsøgte at spille sig tilbage i opgøret og det blev også til flere gode muligheder. De kongeblå sad på det og gjorde mange ting rigtige mod et meget defensivt indstillet Viborg-mandskab. Men marginalerne manglede, blandt andet da Yussuf Poulsen efter 58 minutter forsøgte sig på hovedet efter et fint frispark fra Kim Aabech.
Syv minutter senere var Yussuf Poulsen på spil igen – denne gang i det lille felt, hvor den kropsstærke angriber slog Viborgs målmand Martin Hansen i en direkte duel. Poulsens forsøg med hovedet blev clearet på stregen og efterfølgende sparkede Jeppe Brandrup så resolut på mål. Det blev dog kun til et hjørnespark i den situation.
Kampens største Lyngby-chance tilfaldt David Boysen, der med et par vævre træk fik sat sin direkte modstander og knaldede bolden på undersiden af overliggeren. Marginalerne var bestemt ikke med Lyngby, der ikke kommer tilbage i opgøret – Viborg vinder dermed 2-0.
Match Facts:
Lyngby BK – Viborg FF 0-2 (0-1)
0-1 Thomas Dalgaard (41), 0-2 Jacob Egeris (47)
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND, 3. Ryan JOHNSON LAURSEN, 6. Frederik KRABBE (c), 8. Morten KARLSEN (<-> Fanol PERDEDAJ (65)) 10. Kim AABECH, 11. Patrick MORTENSEN (<-> Bror BLUME (67)), 17. Yussuf YURARY POULSEN, 20. Jeppe BRANDRUP,  21. David KATZ BOYSEN, 24. Frederik HELSTRUP (<-> Rasmus NIELSEN (78))
Ikke benyttet: Lukas FERNANDES, Alexander GREEN, Jasin KHAYAT
Tilskuere: 1.183 på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv