19 mand udtaget til Viborg-kamp

Søndag eftermiddag lægger Lyngby Stadion græstæppe til, når sæsonens anden kamp mellem Viborg og de kongeblå spilles. Niels Frederiksen har udtaget 19 mand til opgøret.
Lyngby beviste i den forgangne weekend, at kvaliteten på holdet stadig er intakt oven på en resultatmæssig sløj periode med flere pointtab. 2-0-sejren over HB Køge var flot i sig selv, men at forløsningen efter en mentalt hård periode kom mod et hold, der sprudlede af selvtillid viser i allerhøjeste grad, at de kongeblå er ved at finde melodien igen.
Hvis nogen i resultaternes vemod har glemt, hvordan den melodi lyder, så kan vi skrue tiden ca. 2 måneder tilbage. I slutningen af august blev sæsonens første topkamp mellem de blå fra Lyngby og de grønne fra Viborg nemlig spillet, og her var det et Lyngby-hold med stolpe-ind-tendens og selvtillid, som sejrede fornemt med 2-1. Lyngby-anfører Mathias Tauber fortalte efterfølgende, at det var en af de kampe som man nød meget i denne sæson, da det duftede lidt af Superliga-niveau.
Og at de kongeblå har og havde et højt niveau blev understreget af, at man vandt de efterfølgende tre kampe med 14-1 ! Historien derfra med de to nederlag kender vi. Men med sejren over HB Køge viste Lyngby-spillerne, at det kun var et mindre udsving og at kursen nu igen er sat mod spidsen af Betsafe Ligaen.
De grønblusede midtjyder, der kommer til opgøret med fire point i de sidste tre kampe, har flere gange vist rigtigt gode takter i indeværende sæson og hentet flere fine resultater og store sejre. Topscorer Thomas Dalgaard, der har scoret 15 mål ud af Viborgs imponerende 30 mål, har allerede bevist sit værd og er blot to scoringer fra at tangere sidste sæsons topscorer Søren Rieks, der skulle bruge en hel sæson til at nette 17 gange. Med 29 scoringer har Lyngby i øvrigt også vist, at man kan finde vejen til netmaskerne og søndagens kamp er faktisk et opgør mellem divisionens suverænt mest scorende mandskaber.
Manager Niels Frederiksen har udtaget 19 mand til opgøret. Frederik Krabbe er tilbage efter overstået karantæne, mens Uffe Bech er disponibel igen efter to landskampe med U20-landsholdet. En spiller sorteres fra en kampstart.
Lyngbys trup mod Viborg FF:
1. Nicklas Højlund, 2. Thomas Rasmussen, 3. Ryan Johnson Laursen, 4. Mathias Tauber, 5. Rasmus Nielsen, 6. Frederik Krabbe, 7. Uffe Manich Bech, 8. Morten Karlsen, 10. Kim Aabech, 11. Patrick Mortensen, 15. Fanol Perdedaj, 16. Lukas Fernandes, 17. Yussuf Poulsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 24. Frederik Heltrup, 25. Alexander Green, 29. Jasin Khayat,

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x