Skuffet Tauber: Vi sløser og sjusker

At sige at anfører Mathias Tauber var skuffet efter det uafgjorte resultat mod FC Fyn er en underdrivelse af dimensioner. Lyngby-spillerne må kigge indad og se hinanden i øjnene nu, lyder det fra kaptajnen.
Foran 3-0 tog FC Fyn fusen på Lyngby-spillerne og sikrede med et overraskende comeback et enkelt point på Lyngby Stadion. Måden det skete på var bestemt ikke god set med Lyngby-briller – og spørgsmålet er, hvordan et tophold i Betsafe Ligaen kan smide en tremålsføring til en oprykker: ”Det kan man når man ikke tager sin opgave alvorligt og vi ikke giver det vi har, for FC Fyn er altså ikke så dårlige igen” lyder det fra Mathias Tauber, der fortsætter:
”Jeg ved ikke hvad FC Fyn gør, men jeg ved hvad vi gør og vi glemmer at spille det vi kan. Det er fuldstændig unødvendigt at lukke dem ind i kampen og vi har mulighederne til både 4 og 5-0. Hvis bare vi ikke sløser og sjusker og ikke spiller fandango, så vinder vi også den her” lød det fra en synligt skuffet Lyngby-anfører.
Lyngbys spil faldt en hel del i kvalitet i 2. halvleg, hvor FC Fyn for første gang i opgøret formåede at holde et vist pres mod Nicklas Højlunds mål. Ifølge Mathias Tauber var det et resultat af, at Lyngby-spillerne glemte at spille fodbold: ”Det er der ikke nogen der gør bevist, og jeg tror heller ikke, der er nogen som bevidst ikke gider gøre deres arbejde ordentligt. Men det ser desværre ud som om, at vi glemmer at kampen ikke er slut da vi fører 3-0” fortæller Mathias Tauber.
Nu skal de kongeblå videre og efter nu fire ligakampe uden sejr, skal der andre boller på suppen hos de kongeblå: ”Nu skal vi have evalueret den her fornuftigt og så må vi bare arbejde på træningsbanen. Kigge hinanden i øjnene og se indad. Det er det eneste rigtige” afslutter Tauber.

Magnússon: Dejligt at score

Karlsen: Vi er tilfredse med pointet

Lyngby hentede fortjent point i Randers