U19-spilleren Phillip Charnouby bragte Lyngby foran i reserveholdskampen mod HB Køge. Gæsterne fik dog udlignet til 1-1, hvilket også blev slutresultatet i en chancefattig kamp.
Lyngbys reservehold spillede mandag sæsonens anden kamp, da HB Køge gæstede Lyngby Stadion. Lyngby kom ganske fint fra start i opgøret, hvor man dominerede første halvleg. Flere gange kom de kongeblås kantspillere, som idag var Jasin Khayat og islandske Ingolfur Sigurdsson, godt bag gæsternes bagkæde og fik skabt enkelte chancer.
Første halvleg forblev dog målløs og i 2. halvleg kom HB Køge så bedre med. Resultatet var lidt færre chancer og selvom det måske var gæsterne som havde overtaget, så blev det ikke til de helt store chancer. Det lignede længe en 0-0-kamp, men så mod slutningen skete der noget. Den indskiftede U19-spiller Phillip Charnouby bragte de kongeblå på 1-0 og det skabte en hektisk afslutning.
Desværre for Lyngby fik HB Køge udlignet i overtiden – 1-1 var dog et fair resultat, hvis man spørger reserveholdstræner Jack Majgaard: "Første halvleg er godkendt fra vores side, men det var ikke helt så godt i 2. halvleg. Varmen sætter sit præg på kampen og det var generelt en chancefattig kamp, hvor 1-1 var et fair resultat" fortalte Jack Majgaard efter kampen.
Reserveholdets næste opgave er mandag den 10. september, hvor FC Nordsjællands reserver gæster Lyngby Stadion.
Match Facts:
Lyngby BK res. – HB Køge res 1-1 (0-0)
1-0 Phillip Charnouby (85)
1-1 (90)
Lyngbys startopstilling: Lukas FERNANDES, Frederik KRABBE, Oscar PEDERSEN, Nicolai JOHANNESEN (<-> Sebastian LASSEN (45)), Rasmus NIELSEN, Bror BLUME, Ingolfur SIGURDSSON (<-> Jeppe TVERSKOV (65)), Alexander GREEN, Jasin KHAYAT (<-> Gustav BANG (45)), Jonas HENRIKSEN (<-> Phillip Charnouby (70)).