Kim Aabech og Uffe Manich Bech var efter sejren over Hjørring særdeles glade for sejren, der ifølge begge spillere var fortjent.
Kim Aabech fik onsdag aften lov til at score kampens første mål, da han på oplæg fra Yussuf Poulsen bragte Lyngby på 1-0 i 3-1-sejren over FC Hjørring. Efter kampen var Aabech glad for sin træffer, der var den første i sæsonen, men vigtigere var det, at Lyngby fik de tre point. Og det holdt måske en lille smule hårdt ifølge midtbanespilleren:
”Vi spiller måske lidt frustreret i periode og får det ikke rigtigt til at fungere i første halvleg. Vi har lidt mange nerver uden på tøjet, men det bliver bedre i 2. halvleg og jeg synes at det er fortjent at vi vinder” fortæller Kim Aabech.
Lyngby er inde i en periode med pres på i kampprogrammet. Søndag var de kongeblå i AB, mens man allerede lørdag skal på den igen mod FC Vestsjælland, men det er blot med til at presse truppen til at yde maksimalt, selvom man endnu har til gode at møde de helt store oprykningsfavoritter: ”Vi er måske lidt heldige med, at vi ikke er rendt ind i en hel masse af de formodede tophold” fortæller Kim Aabech og fortsætter:
”Det tætte program er stadig med til, at vi bliver presset til det yderste. Det kræver at hele truppen er klar til at præstere og det har vi også vist både i dag og i de forrige kampe” lyder det fra målskytten, der i øvrigt scorede sit mål nummer 64 for Lyngby.
Uffe Bech: Tilfredsstillende indsats
En af onsdagens absolut bedste var offensivtalentet Uffe Bech, der først scorede og siden havde næstsidste fod på Jonas Henriksens scoring. Uffe Bech var glad for sejren og havde også overskud til at rose modstanderen, der i perioder voldte Lyngby problemer: ”Jeg synes egentlig FC Hjørring lagde godt ud, men vi kommer foran og går egentlig til pausen med en ok fornemmelse” lyder det fra Uffe Bech efter kampen.
Sejren kom især i hus på baggrund af en flot 2. halvleg. Og den bed Uffe Bech også mærke i, selvom man fik en lille dukkert ved Hjørrings mål til 1-1: ”Vi får en lidt dårlig start på 2. halvleg da de scorer. Men vi kommer fint tilbage og får afgjort kampen” forklarer Uffe Bech og fortsætter:
”Vi scorer 3 fine mål i kampen og generelt set var det en tilfredsstillende indsats. Det var også dejligt at høre Lyngby-fansne i dag. De er med til at bære os frem” fortæller Uffe Bech, der sammen med resten af Lyngby-holdet spiller 4. kamp i Betsafe Ligaen på lørdag mod FC Vestsjælland.