Frederiksen: For nemt at dæmme op for vores spil

Efter nederlaget til FC Vestsjælland var det en skuffet Lyngby-manager, der for første gang i sæsonen skulle gøre status efter et nederlag. Niels Frederiksen holder fast i, at Lyngby ikke er favorit til oprykningen.
Lyngby tabte for første gang i sæsonen lørdag eftermiddag, da de kongeblå løb ind i et nederlag på 1-4 ude mod FC Vestsjælland. Den præstation er i sig selv ikke prangende og manager Niels Frederiksen var da heller ikke tilfreds med indsatsen: "Det er en skuffende præstation. Med den kvalitet og tempo vi har på boldomgangen kan vi ikke blive farlige mod et hold, der står langt tilbage på banen. Det er simpelthen for nemt at dæmme op for vores spil i dag, desværre" lød det fra Lyngby-manageren efter kampen.
Niels Frederiksen kunne især se sit hold have vanskeligheder på dødbolde. Ellers var der ikke megen forskel på de to hold, der begge kunne have leveret mere prangende fodboldspil: "På spillet er vi stort set ligeså gode som dem, men de overmatcher os selvfølgelig på de tre dødbolde de scorer på. Vi spiller anden halvleg 1-1 og der spiller vi mere simpelt og bliver farligere på den baggrund" fortalte Niels Frederiksen, der samtidig leverer kredit til FC Vestsjælland for deres effektivitet på standardsituationerne:
"De er bare dygtigere individuelt på dødboldene og så er den bare ikke længere. Der mangler også aggressivitet på nedfaldsboldene. Det er der ingen tvivl om" lød det fra Niels Frederiksen, der efter kampen blev interviewet til Tv2 Sport. Manageren kan nu arbejde hen mod næste opgør i Betsafe Ligaen, som er et opgør hjemme mod Hobro.
Til den kamp vil Lyngby igen være favoritter til en sejr – Niels Frederiksen er da også med på, at de kongeblå kandiderer til en plads i toppen af ligaen, men erklærer samtidig, at kampen som forventet viste, at der er mange hold med kvaliteten til at spille med om topplaceringerne: "Det har jeg sagt hele tiden. Man skal ikke lade sig snyde af tre sejre i træk. I dag skulle vi vise hvad vi kunne og selvom vi tabte, så har vi stadig et rigtig fint hold. Men vi er ikke favoritter til noget som helst" forklarede Niels Frederiksen afslutningsvis.
Næste kamp for Lyngby er som sagt mod Hobro – det opgør spilles på Lyngby Stadion på næste søndag, den 19. august, med kampstart klokken 13.00

Pop-up shop: Få styr på julegaverne i dag!

Malthe Henriksen er månedens akademispiller

Lyngby Boldklub søger Head of Coaching til akademiet

0
    0
    Din kurv