70 minutters velspillet Lyngby-sejr

Sæsonpremieren mod FC Fyn bød på 70 gode minutter, inden spændingen valgte at skifte sig selv ind. To straffespark til gæsterne var med til at skabe nervøsitet, men i sidste ende kunne Lyngby alligevel glæde sig over en sejr på 3-2. Patrick Mortensen og Uffe Bech scorede for de kongeblå.
Lyngbys manager Niels Frederiksen havde ikke de store overraskelser i startopstillingen, hvor Kim Aabech var rykket ned på den centrale midtbane for at give plads til en offensiv midtbanetrio bestående af David Boysen, Uffe Bech og Jonas Henriksen. Det var dog imidlertid spidsangriberen Patrick Mortensen, som stjal showet fra starten.
Der var nemlig ikke spillet mere end 3 minutter, da Uffe Bech smækker et indlæg ind foran mål, efter at FC Fyn havde clearet et Lyngby-frispark. Bechs indlæg får lov at passere helt til fjerneste stolpe, hvor Patrick Mortensen tager den med og banker den ind i nettet bag en chanceløs FC Fyn-målmand.
Og kort efter gentager scenariet sig – denne gang med et indlæg fra Jeppe Brandrup. Igen er det Patrick Mortensen som afslutter og han bringer efter bare seks minutters spil Lyngby på 2-0 i en særdeles underholdende indledning, hvor de kongeblå pressede FC Fyn helt i bund.
Et par minutters pause fra det massive pres var alt som FC Fyn fik at lege med i første halvleg, hvor Lyngby var totalt dominerende. De kongeblå fik flere gode muligheder, blandt andet ved David Boysen, Uffe Bech og Mathias Tauber, der faktisk fik ekspederet bolden i nettet, men desværre måtte se sin scoring annulleret for off-side.
Første halvleg slutter med en Lyngby-føring på 2-0 og de kongeblå forsøgte fra starten af 2. halvleg at fortsætte de gode takter. Det lykkedes fortrinligt, idet de første par minutter bød på flere gode chancer. Man skulle dog helt frem til det 59. minut, før de kongeblå kom yderligere foran. Kim Aabech bar bolden fremad banen og forsøgte at stikke den til Patrick Mortensen – den blev imidlertid rettet af og så var Uffe Bech alene med gæsternes målmand. Lyngby-talentet svigtede ikke og scorede til 3-0.
Efterfølgende slap Lyngby en smule af gassen og kampen virkede lukket. Men med 23 minutter tilbage kommer FC Fyn alligevel ved Kenneth Larsen, der scorer efter hjørnespark. Lyngby svarede øjeblikkeligt igen, men Uffe Bech var uheldig med sit hovedstød og i stedet tog kampen en uventet drejning.
Med lidt over et kvarter igen kombinerer FC Fyn sig for første gang igennem Lyngbys defensiv. Bolden havner hos Mads Overgaard, der tager et træk forbi Frederik Krabbe, der forsøger at fiske bolden med en glidende tackling. Krabbe rammer dog gæsternes angriber og så fløjter dommeren straffe. FC Fyn-debutanten Tommy Knudsen sparker imidlertid bolden over mål og dermed fortsat 1-3.
Den stilling holder frem til det 81. minut, hvor dommeren igen fløjter straffe til FC Fyn. Kim Aabech er tilsyneladende lidt for tæt i sin markering af en FC Fyn-spiller og så peger dommeren endnu engang på pletten. Mads Overgaard eksekverer sikkert og så var kampen pludselig helt åben igen.
Der bliver dog ikke antræk til yderligere scoringer. Faktisk er Lyngby langt tættere på 4-2, blandt andet på grund af Kim Aabechs drøn, der tager stolpen med 7 minutter igen. Sæsonpremieren ender derfor med en fortjent Lyngby-sejr på 3-2.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products