Ved Kick-Off-arrangementet lørdag eftermiddag blev to af de nye spillere i Lyngby præsenteret. Både Alexander Green og Morten Karlsen havde roser til overs for Lyngby.
Morten Karlsen og Alexander Green er nye i Lyngby-truppen forud for den kommende sæson i Betsafe Ligaen. Begge fik ved lørdagens Kick-Off-arrangement muligheden for at fortælle lidt om, deres baggrund for skiftet til Lyngby.
Morten Karlsen var første mand i ilden og han glæder sig over, at være tilbage i hovedstadsområdet efter et par år i det jyske: ”Jeg har haft det fint i det jyske, men tilgangen til det derovre er lidt anderledes. Der er en anden jargon i omklædningsrummet og lidt mere, ja jysk, fodbold, som bliver spillet. Så jeg ser frem til at få lov og være med til at spille på en lidt mere attraktiv måde” fortalte Morten Karlsen.
Midtbanespilleren fik også lejlighed til at fortælle lidt om, hvorfor han er skiftet til Lyngby: ”Jeg har hørt meget fint om Lyngby. Jeg har en del tidligere holdkammerater som har spillet i Lyngby, som kun har fortalt gode ting. Grunden til, at det blev Lyngby var set-uppet herude og kvaliteten af spillerne, så det var de primære årsager” lød det fra Morten Karlsen, der er klar over, hvilke kvaliteter han kan bidrage med: ”Jeg håber at I kommer til at se en aggressiv lille satan, som vil gøre alt for at vi måske kan rykke op”.
En anden nytilkommen spiller, 20-årige Alexander Green, har tidligere optrådt i Lyngby. Efter et ophold i Brøndby er den offensive midtbanespiller tilbage i Lyngby, og han har kun gode minder: ”Først og fremmest er Brøndby en god klub ungdomsmæssigt, men jeg synes Lyngby er meget bedre” lagde Alexander Green ud, med henvisning til de kongeblås evne til at tage talenterne det sidste stykke til a-holdet.
Green ser ligeledes frem til at slå igennem for de kongeblå: ”Lyngby er mere min stil med mere possesionspil. Jeg håber selvfølgelig på at få en masse spilletid. Jeg fik aldrig spillet så meget i Brøndby, så jeg skal også prøve at starte forfra med karrieren. Jeg glæder mig mest til at spille på hjemmebane og så bare give den gas” fortalte Alexander Green.