En fugl flyver fra reden

Emil Larsen er med mandagens skifte til OB fortid hos de kongeblå. Kantspilleren forlader Lyngby efter 83 førsteholdskampe, to sæsontopscorertitler og et hav af flotte præstationer.
Efter ugers spekulationer faldt Emil Larsens fremtid på plads mandag, hvor handlen mellem Lyngby BK og OB kunne offentliggøres.
Emil Larsen glæder sig til de kommende udfordringer i en af Superligaens allerstørste klubber. I denne stund er der dog alligevel tid til at kigge tilbage, på en usædvanlig flot udvikling hos de kongeblå: ”Jeg har altid spillet i Lyngby, hvor jeg har haft en fantastisk tid. Jeg vil gerne sige tak til alle de dygtige trænere, som igennem årene har været med til at udvikle og forme mig” fortæller Emil Larsen, der dog også gerne vil rette en meget speciel tak:
”Jeg vil også gerne takke klubbens fans for den opbakning, jeg som ung spiller har fået lige siden min debut på førsteholdet som 17-årig, da jeg kom ind scorede det afgørende mål mod Fredericia i den sæson, hvor vi rykkede op” lyder det fra Emil Larsen, der blev topscorer i oprykningssæsonen og sidenhen også i den forgangne Superliga-sæson, hvor det blev til 9 træffere i 32 kampe.
Frederiksen glad på Emil Larsens vegne
Emil Larsens nu tidligere chef, Lyngbys manager Niels Frederiksen, er ikke bleg for at glæde sig over Emil Larsens personlige succes og skiftet til en større klub og større udfordringer. I forbindelse med skiftet fortalte Lyngby-manageren at man var både glade og stolte – ikke bare over handlen, men også over at have udviklet en så talentfuld spiller:
”Emil har fået hele sin fodboldopdragelse i Lyngby, så det føles lidt som ’fuglen der nu flyver fra reden’. Emils historie viser et vigtigt element i vores talentudvikling, nemlig at give de unge talenter muligheden for i en ung alder at etablere sig på klubbens førstehold, spille på holdet i nogle sæsoner og, hvis talentet viser sig stort nok, så bringe spilleren videre i karrieren til gavn for klubben og spilleren” fortæller Niels Frederiksen.
Emil Larsen kommer til OB med 86 Lyngby-kampe i bagagen. Totalt er det blevet til 25 mål for Lyngby, hvoraf de 13 er faldet i kantspillerens 56 Superligakampe. Tiden i Lyngby har ligeledes bragt den 21-årige offensivspiller forbi en lang række af DBUs ungdomslandshold. Senest har Larsen opnået flotte præstationer for U21-landsholdet, hvor tre mål i otte kampe det seneste år vidner om en spiller, som man godt kan risikere at se meget mere til i fremtiden.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x