Kvinde A
Kvinde A skulle have spillet mod Køge Boldklub, men køge valgte og trække sig. Derved fik kvinderne en 3-0 sejr og 3 point, og ligger fortsat på 1. pladsen.
Næste kamp: Søndag d 27/09, kl 11:00 mod Virum-Sorgenfri BK – Virum Stadion
U19 Piger
U19-pigerne var onsdag i aktion i Kvinde Senior Serie 2, hvor turen gik til Måløv. Her kunne pigerne tage hjem med en sikker sejr på 7-1.
Til kampen havde trænerteamet valgt at rotere lidt på holdet for at give chancen til nogle af spillerne og samtidig afprøve nye konstellationer.
Overordnet bar kampen præg af, at modstanderen kom med et lavere niveau, og at Lyngby derfor selv faldt lidt ned i tempo og intensitet.
”Jeg havde valgt at rotere lidt i holdet, give chancen til nogle og se nogle nye konstellationer an. Dagen bar overordnet set præg af modstandernes lavere niveau, som vi også selv røg mere ned på. Om det var de nye konstellationer, der lige skulle sætte sig, et andet underlag end vi normalt spiller på, eller modstandernes niveau, der gjorde, at vi ikke performede på det niveau, jeg har set på det seneste, kan have været medvirkende,” fortæller træneren.
Det kom især til udtryk i første halvleg, hvor Lyngby ikke fik sat det samme tryk på kampen som vanligt. I pausen blev der derfor sat ord på, hvad der skulle forbedres, og det gav hurtigt en reaktion fra pigerne. Efter pausen fik Lyngby for alvor sat gang i målproduktionen og scorede flere gange i det første kvarter.
Selvom præstationen ikke var på det niveau, som holdet har vist i de seneste kampe, gav kampen mulighed for at prøve flere ting af og få værdifuld kamptræning i nye konstellationer.
Næste kamp: Lørdag d 26/09, kl 13:30 mod Hørsholm-Usserød IK– Sportsefterskolen Sjælsølund Kunstgræs
U16 piger
U16-pigerne sikrede sig i går en 3-2-sejr hjemme på SES mod Dragør efter en kamp, hvor præstationen ændrede sig markant efter pausen.
Der var blevet roteret i både trup og startopstilling, og i første halvleg fungerede det rigtig godt. Pigerne fulgte de aftaler og principper, der var arbejdet med til træning, og kontrollerede kampen gennem et godt og sammenhængende spil. Det gav en 2-0-føring ved pausen, hvor Lyngby samtidig havde muligheder for at øge føringen yderligere.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig, og Lyngby mistede noget af strukturen og roen i spillet. Dragør reducerede til 2-1, men Lyngby fik efterfølgende bragt sig foran 3-1. Gæsterne reducerede endnu en gang, hvilket gjorde afslutningen mere spændende, end den burde have været.
Pigerne holdt dog fast og sikrede sig de tre point. En sejr, der samtidig giver vigtig læring om at fastholde struktur, ro og koncentration gennem hele kampen.
Næste kamp: Lørdag d 26/09, kl 15:30 mod Elite Bornholm – Rønne Nord RIK
U19
U19 liga drengene var i weekenden i aktion mod AaB i en kamp, der endte 2-1 til AaB.
AaB kom bedst fra start og var stærkest i kampens første 20 minutter, hvor Lyngby havde udfordringer med boldtab i farlige områder og med at komme tæt nok på modstanderen. Mod slutningen af første halvleg blev kampbilledet mere lige, og Lyngby fik skabt flere gode chancer.
Efter pausen kom Lyngby bedre med og var overordnet det bedste hold. Et godt genpres og et højt pres gjorde det muligt at holde på bolden i længere perioder. Kampen var meget åben i en periode på omkring 10 minutter, hvor alle tre mål blev scoret.
Trods en stærkere anden halvleg blev det til et 2-1-nederlag.
Næste kamp: Lørdag d 10/10, kl 13:00 mod Randers Freja FC – Randers stadion, kunstgræs
U17
U17-drengene var i weekenden i aktion mod AaB i en kamp, der endte med et 2-1-nederlag.
Lyngby kom generelt godt ud til kampen og var mest på bolden i første halvleg. AaB kom foran efter 13 minutter, men drengene reagerede flot og fortsatte med at sætte sig på kampen. Det resulterede i en udligning efter 25 minutter, og Lyngby skabte efterfølgende flere gode muligheder for at tage føringen.
Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Lyngby igen fik skabt chancer, men uden at få omsat dem til mål. I stedet udnyttede AaB en opspilsfejl og bragte sig foran 2-1 efter 73 minutter. Lyngby forsøgte at komme tilbage, men det lykkedes ikke at få udlignet.
En kamp, hvor drengene leverede en fin præstation og skabte muligheder nok til et bedre resultat, men hvor manglende skarphed foran mål og en faldende intensitet i kampens sidste del blev afgørende.
Næste kamp: Lørdag d 10/10, kl 15:15 mod Randers Freja FC – Randers stadion, kunstgræs
U15
U15-drengene leverede en målrig affære hjemme på Lyngby Stadion, da AaB var på besøg. Efter en kamp med hele 13 scoringer kunne Lyngby til sidst trække sig sejrrigt ud med en 7-6-sejr.
Kampen bølgede frem og tilbage, men Lyngby formåede at finde vej til nettet hele syv gange og sikrede sig dermed tre point i en underholdende og intens kamp.
Næste kamp: Lørdag d 10/10, kl 13:00 mod Randers Freja FC – Randers stadion, kunstgræs