Lyngby Boldklub og Sønderjyske delte søndag eftermiddag pointene på Lyngby Stadion. De Kongeblå kom tidligt foran i første halvleg ved Simon Colyn, men gæsterne udlignede i anden halvleg, og opgøret endte 1-1.
Efter sidste weekends 2-0-sejr over Viborg var De Kongeblå søndag tilbage på Lyngby Stadion, hvor Sønderjyske ventede.
Lyngby kom godt ud til opgøret og satte sig tidligt på kampen. I kampens syvende minut modtog Simon Colyn bolden uden for feltet i højre side og sendte et hårdt, fladt og præcist spark mod det lange hjørne. Bolden passerede Sønderjyske-keeper Nick Shinton og dermed stod der 1-0 på måltavlen efter blot syv minutter.
De Kongeblå fortsatte med at være farlige, og efter godt en halv time var Renzo Tytens tæt på at fordoble føringen. En flot aflevering fra Colyn hos belgieren, der måtte se sin afslutning ramme stolpen.
Lyngby gik derfor til pause foran 1-0 efter en første halvleg med et kongeblåt overtag.
Gæsterne svarede igen
Efter pausen fortsatte jagten på kampens næste scoring. Men som anden halvleg skred frem, arbejdede Sønderjyske sig dog længere ind i opgøret, og efter 75 minutter kom udligningen.
Indskiftede Ismail Seydi fik frit løb mod mål, og Sønderjyske-spilleren udnyttede muligheden og sendte bolden forbi Diego Kochen til 1-1.
Der kom dog ikke flere scoringer på Lyngby Stadion, og dermed måtte De Kongeblå nøjes med det ene point efter 1-1 mod Sønderjyske.