Lyngby Boldklub skriver kontrakt med finske Arttu Hoskonen

Lyngby Boldklub har skrevet kontrakt med den 29-årige finske forsvarsspiller Arttu Hoskonen. Den finske landsholdsspiller har skrevet under på en aftale frem til årsskiftet.

Der kommer yderligere forstærkning til den kongeblå trup.

29-årige Arttu Hoskonen er ny mand på Lundtoftevej, efter den finske midterforsvarer har skrevet under på en aftale med Lyngby Boldklub frem til årsskiftet.

Hoskonen kommer med masser af erfaring fra både klub- og landsholdsfodbold. Han har tidligere spillet i hjemlandet for FC Inter Turku og HJK Helsinki, inden karrieren fortsatte i Polen hos Cracovia. Senest har han været i engelske Stockport County. 

Samtidig har Hoskonen gennem de seneste år været en del af det finske A-landshold, hvor han står noteret for 19 landskampe. 

Sportschef Nicas Kjeldsen glæder sig over at kunne tilføre yderligere erfaring til den kongeblå defensiv:

“Arrtu er en erfaren forsvarsspiller, som har sin primære styrke i de defensive aktioner. Han kommer med kampe fra flere forskellige ligaer og internationalerfaring fra den Finske landshold, hvor Jacob Friis også er glad for ham. Han er først og fremmest forsvarsspiller og sætter en ære i den del af spillet, og så kommer han med noget rutine og ro, som vi tror kan blive værdifuldt for vores trup.”

“Arttu har vi været i dialog med ret længe, men det har også været et stort puslespil hos os. Dels er vi enormt glade for dem vi har omend vi er lidt få, og dels har Arttu været på vej tilbage fra skade. Nu får begge parter en god periode til at hjælpe hinanden frem til nytår, og så ser vi gensidigt på det derfra.
Nu glæder vi os til at få ham ind i gruppen og i gang på træningsbanen,” siger Nicas Kjeldsen.

FLERE NYHEDER

Optakt: Nu venter Brøndby – “Vi skal have en masse gejst på Brøndby Stadion”

LB Alliancen officielt skudt i gang

Lyngby Boldklub lancerer Startskuddet: Giver unge mod på fællesskab og nye udfordringer