En sæsonopstart for vores u19 akademihold handler ikke nødvendigvis kun om træning og fodbold. Vores U19-drenge blev derfor for nylig sendt i køkkenet hvor de skulle prøve kræfter med en lidt anderledes samarbejdsopgave, hvor de interne relationer i truppen skulle styrkes.
I forbindelse med akademiets sæsonstart har holdet nemlig udpeget en ny anførergruppe bestående af Elliot Batchelor, Mikkel Vernon, Hjalte Froholdt, Rilke Thomsen og Oscar Wind, og som en start på den nye udnævnelse fik de fem anførere deres første opgave.
Holdet blev delt op i fem grupper med én anfører i hver, og opgaven var egentlig simpel: De skulle lave et festmåltid, som hele holdet kunne nyde senere på dagen, mens de skulle se førsteholdets kamp på TV’et.
Der var bare lige én detalje.
Efter en tilfældig lodtrækning stod det klart, at menuen skulle tage inspiration fra Indien. Hvad der derefter skulle på menuen, hvordan retterne skulle fordeles, hvad der skulle købes ind, og hvordan grupperne skulle organisere sig, måtte spillerne selv finde ud af.
De havde tre timer. Resten var op til dem.
Måltidet skulle bestå af fem forskellige retter og her havde trænerteamet på forhånd besluttet, at de ikke skulle blande sig for meget undervejs. Hvis der opstod problemer, så måtte spillerne selv snakke sig frem til en løsning.
Og her var der nok at holde styr på for akademiets drenge.
Nogen skulle have overblikket over tiden, der skulle træffes beslutninger, grupperne skulle koordinere med hinanden, og når én gruppe var færdig med sin egen opgave, skulle de finde et andet sted hvor de kunne hjælpe hvilket
gav muligheden for at se nogle andre sider af spillerne, end dem vi normalt ser på træningsbanen.
Særligt var det interessant at følge den nye anførergruppe, hvor vi på banen ofte har et bestemt billede af, hvordan en anfører skal være, men lederskab kan komme til udtryk på mange forskellige måder også i et køkken.
I køkkenet stod de pludselig med nogle helt andre udfordringer. Hvordan får man fem mennesker til at arbejde sammen? Hvad gør man, når planen ikke holder? Og hvordan sørger man ikke kun for, at ens egen gruppe lykkes, men også for, at hele holdet kommer i mål?
Først og fremmest så var det en sjov eftermiddag og en anderledes måde at være sammen på som hold. Samtidig så blev det også en mulighed for både spillere og trænere til at opdage nogle sider af hinanden, som ikke altid kommer frem, når støvlerne er snøret.
Mentaltræner Emil La Cour fortæller:
“Det har været mega fedt, at drengene har fået muligheden for at samarbejde om noget, der er hyggeligt for dem, og som samtidig er anderledes end fodbold. Det giver rigtig meget i forhold til både samarbejdet og det sociale. Det er en ny trup, så det er vigtigt, at vi får skabt et stærkt hold og nogle gode relationer. Jo bedre venner og jo mere sociale man er uden for banen, desto mere har man også lyst til at løbe den ekstra meter for hinanden på banen. Man bliver stærkere som hold, når man løfter i fællesskab.”
Slutningen på en god aften endte med at holdet kunne sætte sig til bords og nyde resultatet af et par timers samarbejde, mens førsteholdets kamp kørte på skærmen. Det var alt i alt en vellykket dag hvor akademiets U19 drenge lærte en masse om samarbejde og fællesskab.