Lyngby Boldklub og Brøndby IF er blevet enige om en permanent transfer af Casper ‘Dani’ Winther. Dermed siger De Kongeblå farvel til anfører, akademispiller og en af klubbens store profiler efter mere end et årti i kongeblåt.
Fra Brede IF til Lyngby-akademiet. Fra akademiet til førsteholdet. Og fra den unge Lyngby-dreng med drømmen om at spille på Lyngby Stadion til anfører og en af De Kongeblås største profiler.
Efter mere end et årti på Lundtoftevej er tiden nu kommet til at sige på gensyn til Casper ‘Dani’ Winther, der fortsætter karrieren i Brøndby IF.
Dani kom til Lyngby Boldklub som 12-årig fra Brede IF og har siden fået hele sin fodboldopdragelse i kongeblåt. Som 17-årig fik han i oktober 2020 sin officielle førsteholdsdebut i en pokalkamp mod Brønshøj, og siden har han taget skridtene fra akademispiller til fast førsteholdsspiller, profil, kulturbærer og anfører.
Sportschef Nicas Kjeldsen har fulgt Dani gennem store dele af rejsen og lægger ikke skjul på, at det er en markant skikkelse, der nu forlader Lundtoftevej.
“Dani er på mange måder indbegrebet af den historie, vi hver dag arbejder for at skabe i Lyngby Boldklub. Han er kommet hertil fra en af vores lokale samarbejdsklubber, har fået sin fodboldopdragelse på akademiet og har gennem hårdt arbejde udviklet sig til at blive anfører og en af de største profiler på vores førstehold. Det er en rejse, som både Dani og vi som klub kan være enormt stolte af.”
“Derfor har vi heller ikke haft noget ønske om at sælge Dani for enhver pris. Hans betydning for holdet og klubben har været stor, og det har også været vores udgangspunkt i forhandlingerne. Men vi er nået frem til en aftale, som vi vurderer er rigtig god for Lyngby Boldklub, samtidig med at Dani føler, at tidspunktet er kommet til at tage næste skridt i sin karriere,” siger Nicas Kjeldsen.
En del af Lyngby Boldklub
At sige farvel til profiler af Danis størrelse er samtidig en del af virkeligheden i en klub som Lyngby Boldklub.
“Det er også en del af det at holde med Lyngby Boldklub, at vi indimellem skal sige farvel til nogle af vores største spillere. Det er aldrig den sjove del – og slet ikke når det er en spiller som Dani, der er vokset op her og betyder så meget både på og uden for banen.”
“Men vi er en sælgende klub. En vigtig del af vores måde at drive klubben på er, at vi udvikler dygtige spillere, giver dem ansvar og muligheden for at vise sig frem og på det rigtige tidspunkt sender dem videre. Salg som det her er med til at styrke Lyngby Boldklub og giver os mulighed for at investere videre i holdet og i udviklingen af de næste spillere. På den måde er Danis rejse også et stærkt eksempel på, at den vej, vi tror på som klub, virker,” siger Nicas Kjeldsen.
“Jeg vil nok altid være en Lyngby-dreng”
For Dani selv er det afslutningen på et kapitel, der har fyldt størstedelen af hans liv.
“Det er en underlig følelse at skulle sige farvel nu. Det er jo her, jeg har fået hele min fodboldopdragelse. Jeg startede ude i Brede og kom hertil som 12-årig, så jeg er opvokset med Lyngby-identiteten og fik den helt ind under huden som ung.”
“Jeg er jo en Lyngby-dreng og vil nok altid være det, men nu er tiden kommet til at sige på gensyn.”
Gennem årene har Dani flere gange forlænget sin aftale med Lyngby Boldklub og har tidligere selv betegnet klubben som sin hjerteklub.
Nu føler han, at tiden er kommet til at prøve sig af i nye omgivelser.
“Jeg føler, at tiden er kommet til at tage det næste skridt i min karriere. Jeg har givet alt, hvad jeg har, for klubben og logoet hele min karriere. Jeg har forlænget min aftale med klubben flere gange, fordi jeg har følt, at det var det rigtige at gøre i forhold til klubben og min karriere – og nu er tiden så kommet til at sige på gensyn til Lyngby Boldklub.”
“Det er en dag, jeg har vidst ville komme på et tidspunkt – og det er så nu.”
Kommer til at savne Lyngbyånden
Dani forlader Lyngby Boldklub efter en rejse, hvor han har oplevet både op- og nedture sammen med klubben.
Han har været med til to oprykninger til 3F Superligaen og har undervejs udviklet sig til en af de bærende spillere på førsteholdet.
I sidste sæson spillede Dani en hovedrolle, da De Kongeblå sikrede tilbagekomsten til landets bedste række. Med otte mål og tre assists fra midtbanen var han en af holdets største profiler, og efter sæsonen blev præstationerne belønnet med kåringen som Årets Profil i 1. division.
Men når Dani selv skal sætte ord på, hvad han kommer til at savne efter alle årene på Lundtoftevej, er det ikke kampene eller de individuelle hædersbevisninger, der står først.
“Jeg kommer helt sikkert til at savne den specielle Lyngbyånd, der er i huset. Den er svær at beskrive, hvis man ikke har oplevet den, men det er noget helt særligt her på Lundtoftevej. Jeg har tidligere kaldt Lyngby for min hjerteklub, og det synes jeg beskriver det meget godt.”
Og den afgående anfører sender samtidig en særlig tak til de kongeblå fans.
“Jeg skylder selvfølgelig fansene en enorm tak for den måde, de har støttet og båret både mig og holdet gennem alle årene. Lige fra da jeg fik min debut på førsteholdet til min sidste kamp i søndags. Det vil jeg være evigt taknemmelig for og altid have med mig som fantastiske minder herude fra Lundtoftevej.”
Lyngby Boldklub ønsker Dani alt det bedste i sin videre karriere.