Lyngby Boldklub har sikret sig den 21-årige midtbanespiller Zidan Sertdemir, der skifter til De Kongeblå fra tyske Preußen Münster på en fireårig aftale.
Trods sin unge alder kommer Zidan Sertdemir til Lundtoftevej med erfaring fra både dansk og tysk fodbold.
Den teknisk stærke midtbanespiller fik sin fodboldopdragelse i blandt andet Brøndby IF og FC Nordsjælland, inden han som 16-årig blev hentet til Bayer Leverkusen.
Her fik han allerede samme år debut i Bundesligaen og blev med sine 16 år og 276 dage den yngste Bundesliga-spiller i Bayer Leverkusens historie.
Efter opholdet i Tyskland vendte Sertdemir i begyndelsen af 2023 tilbage til FC Nordsjælland, hvor han siden etablerede sig på førsteholdet og nåede 47 kampe i 3F Superligaen, inden turen sidste sommer igen gik til Tyskland og Preußen Münster. Sertdemir nåede i sidste sæson 20 optrædener i 2. Bundesliga.
Nu fortsætter karrieren på Lundtoftevej.
Sportschef Nicas Kjeldsen glæder sig over tilgangen af den 21-årige midtbanespiller:
“Zidan er en spiller, vi har kendt og fulgt gennem længere tid, og som trods sin unge alder allerede har samlet erfaring fra nogle rigtig stærke miljøer. Han er teknisk rigtig dygtig, har en stærk spilforståelse og nogle offensive kvaliteter, som vi tror passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på.”
Sertdemir har gennem hele sin ungdom været betragtet som et stort talent og har repræsenteret Danmark på flere ungdomslandshold. For Nicas Kjeldsen handler skiftet nu om at skabe rammerne for, at den 21-årige kan tage næste skridt i sin udvikling.
“Når muligheden opstår for at hente en spiller med Zidans kvalitet og potentiale til Lyngby Boldklub, skal vi være klar til at reagere. Han har nogle individuelle kvaliteter, som er svære at finde, og samtidig er han stadig kun 21 år.”
“Zidan har allerede oplevet meget i sin karriere, og nu handler det om at finde kontinuitet og et miljø, hvor han kan få sine kvaliteter endnu mere i spil. Vi tror på, at Lyngby er et rigtig godt sted for ham til netop det, og samtidig får vi en spiller ind, som kan bidrage til vores hold allerede nu,” siger Nicas Kjeldsen.
Klar til et nyt kapitel i Danmark
For Zidan Sertdemir betyder skiftet til Lyngby Boldklub samtidig et gensyn med dansk fodbold efter et år i Tyskland.
“Lyngby kom med den rette plan for mig og er samtidig en klub, jeg har fulgt over lang tid. Jeg føler, det er her, jeg kan udvikle mig bedst muligt og udrette nogle store ting – både sammen med holdet og personligt. Jeg kommer til Lyngby med store ambitioner og ser meget frem til at spille foran de Kongeblå fans her på Lyngby Stadion.”
Zidan Sertdemir tiltræder holdet med det samme og har skrevet under på en aftale med Lyngby Boldklub frem til sommeren 2030.