Gustav Fraulo og Lyngby Boldklub forlænger samarbejdet

Den 21-årige midtbanespiller har netop sat sin underskrift på en aftale, der løber frem til 30/6 2029.

Lyngby Boldklub kan med glæde meddele, at midtbanespiller Gustav Fraulo har forlænget sin aftale med klubben, så den nu løber tre år – frem til sommeren 2029.

En kontraktforlængelse, som naturligvis glæder sportschef Nicas Kjeldsen.

“Gustav og Lyngby Boldklub har vist sig at være et virkelig godt match, og derfor er vi utrolig glade over, at det er lykkedes os at lægge oven på den aftale, vi i forvejen havde med Fraulo”, siger Nicas Kjeldsen.

Gustav Fraulo kom som 18-årig til klubben i januar 2024, og efter et lejeophold i FC Roskilde i efteråret 2024 har han for alvor formået at bide sig fast på holdet.

I sidste sæson i 1.division var midtbanespilleren blandt de spillere i hele ligaen med flest spilleminutter – og flest løbemeter – og den gode form har han taget med sig ind i 3F Superligaen i denne sæson.

“Gustav har udviklet sig flot i vores miljø, og han passer perfekt ind i den spillestil, vi lancerede for et års tid siden. Han er en god case for klubben, og jeg er derfor virkelig glad for, at vi har papir på hinanden i de kommende tre sæsoner.

Det betyder naturligvis ikke, at Gustav spiller for os så længe, for hans præstationer bliver også bemærket andre steder, og derfor skal han have ros for at stole på, at vi holder os til den plan, vi sammen har lagt,” siger Nicas Kjeldsen.

Fraulo er naturligvis også glad for kontraktforlængelsen.

“Klubben og jeg har fra dag et haft en plan, og den er blevet fulgt. Jeg udvikler mig hver eneste dag i dette miljø, og jeg trives både på og udenfor banen, så det er skønt at kunne sætte min underskrift på en ny, treårig aftale,” siger Gustav Fraulo.

FLERE NYHEDER

Fredagskamp med Oktoberfest og Happy Hour på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklub og N’goodso lancerer ny merchandise-kollektion

Ugen der gik – uge 37