Nicolai Hjulmand skriver toårig kontrakt med Lyngby Boldklub 

Blot en uge efter sin debut på Lyngby Boldklubs førstehold har 17-årige Nicolai Hjulmand skrevet under på en toårig aftale med klubben frem til sommeren 2028. 

Den unge midtbanespiller fik sine første officielle minutter i kongeblåt, da han blev skiftet ind i det 83. minut af sæsonens sidste kamp mod Esbjerg. Nu bliver debuten fulgt op af sin første kontrakt med Lyngby Boldklub. 

Nicolai Hjulmand har gennem de seneste år været en del af klubbens akademi, hvor han har udviklet sig til en markant spiller på sin årgang. Med sit store løbepensum, sin spilleintelligens og sin evne til at binde spillet sammen har han taget store skridt i sin udvikling og gjort sig fortjent til chancen på førsteholdet. 

For akademichef Karsten Stiig Alnor er kontrakten et naturligt næste skridt. 

“Nicolai har gennem de seneste år vist en rigtig god udvikling og har fortjent den mulighed, han nu får. Han er en spiller, der hver dag investerer meget i sin egen udvikling, og det har vi også set afspejle sig på banen. 

Det var glædeligt at se ham få sin debut mod Esbjerg, og kontrakten er et naturligt næste skridt for både Nicolai og klubben. Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling,” siger Karsten Stiig Alnor. 

For Nicolai Hjulmand selv er aftalen et resultat af mange års arbejde. 

“Det betyder rigtig meget for mig at skrive kontrakt med Lyngby Boldklub. Det er noget, jeg har arbejdet hen imod i lang tid, så det er selvfølgelig en stor dag for mig. 

Jeg har været i Lyngby i en del år, og det er et miljø, jeg er rigtig glad for at være en del af. Derfor betyder det også meget, at jeg nu får muligheden for at fortsætte min udvikling her,” siger Nicolai Hjulmand. 

Debuten mod Esbjerg står samtidig som et særligt minde for den unge midtbanespiller. 

“Det var en kæmpe oplevelse at få debut på førsteholdet. Det er noget, man har drømt om længe som akademispiller, så det var et stort øjeblik for mig. 

Jeg er glad for tilliden og ser frem til at fortsætte med at arbejde hårdt og udvikle mig endnu mere i de kommende år,” siger Nicolai Hjulmand. 

 

 

FLERE NYHEDER

Jakob Sigurdsson udlejes til Hillerød

Lyngby Boldklub henter ny målmandstræner

TO MÅDER AT SE ÖSTERS-KAMPEN PÅ