Nye Friends og forlænget deadline på kapitaludvidelse

Arbejdet med at skaffe nye Friends of Lyngby og udvide ejerkredsen går fint, men der er stadig aftaler,
der ikke helt er lukket endnu, så deadlinen på kapitaludvidelsen er skubbet til 31/5 2026.

 

I starten af året meldte Lyngby Boldklub offentligt ud, at vi søgte nye investorer for at rejse en samlet kapitaludvidelse på 40-50 millioner kroner.

Status er, at klubben nærmer sig 35 millioner kroner via investeringer fra eksisterende Friends samt en håndfuld nye Friends – herunder Rasmus Berthu og Thomas Paludan.

For mig handler investeringer også om engagement. Jeg vil gerne have hjertet med – ikke kun investere i de mere traditionelle aktier. Samtidig er det utrolig inspirerende at være en del af en stærk ejerkreds, siger Thomas Paludan.

Rasmus Berthu tilføjer:

Jeg ser et kæmpe potentiale i klubben. Jeg har været tæt på klubben som partner i en del år, og jeg kan se, hvor meget klubben har bevæget sig og udviklet sig undervejs. Og jeg kan se, hvor dygtige klubben er til at forløse potentialet.

Jeg vil ikke kun bidrage med kroner og ører, men også med ekspertise inden for online marketing, siger Rasmus Berthu.

I den oprindelige kapitaludvidelse-plan lå deadlinen for at udvide ejerkredsen i april, men med flere konstruktive, fremskredne snakke og planer i gang, forlænger vi fristen til 31. maj og afholder siden ekstraordinær generalforsamling i A/S Friends of Lyngby primo juni, hvorefter den samlede kapitaludvidelse gennemføres.

Vi har haft gang i mange spændende dialoger de seneste måneder, og det er skønt at mærke den store interesse for at blive en del af verdens bedste fodboldklub. Det er tydeligt at mærke, at vores unikke beliggenhed, vores talentarbejde og det fremtidige stadion gør os rigtig attraktive som investeringscase.

Nu sætter vi slutspurten ind, så vi forhåbentlig står så godt rustet som muligt til at sende Lyngby Boldklub ind i fremtiden, siger A/S Friends of Lyngby-formand Lars Bendixen.

Læs meget mere om kapitaludvidelsen her:
https://lyngby-boldklub.dk/kapitaludvidelse/

FLERE NYHEDER

LYNGBY ER TILBAGE I SUPERLIGAEN

Historisk aftale mellem Magasin og Lyngby Boldklub

Nederlag til Hillerød udsætter oprykningen