Lyngby Boldklub hentede lørdag en vigtig 3-1-sejr over Kolding IF, hvor Frederik Gytkjær med to sene scoringer blev dagens store helt på et solrigt Lyngby Stadion.
De kongeblå satte sig på opgøret fra start og fik også fortjent bragt sig foran efter en halv times spil da Gustav Fraulo modtog bolden i venstre side af feltet, trak ind i banen og placerede sikkert bolden i det lange hjørne til 1-0.
Lyngby havde i store perioder kontrol over kampen, men i det 89. minut lykkedes det gæsterne at udligne på et langskud.
Det lignede derfor længe en pointdeling, men i tillægstiden faldt forløsningen.
Efter et frispark steg Frederik Gytkjær til vejrs og headede Lyngby foran 2-1, og kort efter lukkede han kampen, da han sikkert omsatte en afslutning i feltet til 3-1.
Med sejren holder Lyngby fortsat fast i førstepladsen og tager endnu et vigtigt skridt i kampen om oprykning.