De kongeblå kvinder er klar til første turneringskamp

Lyngby Boldklubs kvindehold har i opstarten spillet flere testkampe med overbevisende præstationer og resultater til følge. Med en række gode kampe i bagagen står holdet nu klar til at tage hul på Serie 1-turneringen, når første kamp venter på hjemmebane på søndag.

Det hele begyndte historisk, da de kongeblå kvinder d. 8. marts spillede holdets allerførste kamp nogensinde. Her blev det markeret med solid holdpræstation og målfest i en overbevisende 7-1 sejr mod Snekkersten IF. Siden har holdet bygget videre på momentum. En sikker 5-0 sejr mod HIK viste både kvalitet og stabilitet, mens en stærk udebanesejr på 3-2 mod Tuse IF understregede holdets evne til at stå distancen i tætte kampe.

Der har også været værdifulde læringer undervejs. Et snævert nederlag på 0-1 mod et stærkt Allerød FK-mandskab gav vigtig erfaring mod modstandere på højt niveau, og i går rundede Lyngby Boldklub kvinder så testkampene af med en solid 3-1 sejr over Svogerslev IF.

Samlet set har det været en opstart, hvor truppen er blevet testet bredt både mod hold på samme niveau og mod modstandere med mere erfaring. Det har givet et stærkt fundament frem mod det, der nu venter.

Første turneringskamp venter

På søndag d. 12. april kl. 13.30 spiller Lyngby Boldklub kvinder deres første officielle turneringskamp, når DTU Lyngby Boldklub af 1921 gæster Lyngby Stadion – Bane 3. Det bliver en særlig dag for klubben, kvinderne og alle omkring holdet.

Kom og vær med fra starten

Vi har brug for jeres opbakning. Når Lyngby står sammen, rykker vi op. Det gælder også for vores kvindehold. Tag familie, venner og naboer med på Lundtoftevej og vær med til at skabe en kongeblå ramme om en historisk kamp.

Søndag kl. 13.30. Lyngby Stadion – Bane 3.

FLERE NYHEDER

Nye Friends og forlænget deadline på kapitaludvidelse

Stærkt comeback sikrede tre point mod Hvidovre

U17-anfører Oscar Wind fortsætter til 2029