Ballet og Bold: To workshopdage uden for komfortzonen

Lyngby Boldklubs U19-hold har de seneste dage været igennem de første workshops i Ballet og Bold-samarbejdet med Den Kongelige Ballet. To dage, hvor spillerne for alvor er blevet udfordret på nye måder.

Første dag foregik på Gamle Scene i Det Kongelige Teater, hvor spillerne fik et indblik i balletverdenen – både historisk og praktisk. Dagens store højdepunkt var en træningstime med balletchef Amy Watson, hvor spillerne selv blev sat i arbejde i en helt ny disciplin.

Her var fokus ikke på teknik med bold, men på kropskontrol, balance og bevægelse. Og ifølge U19-cheftræner Bo Storm var det særligt spillernes tilgang, der gjorde indtryk.

“Det, jeg som træner har bidt mest mærke i, er, hvordan man reagerer, når man bliver konfronteret med noget, der ligger så langt væk fra det, vi arbejder med til dagligt. Det nemmeste havde været bare at fjolle sig igennem – men det var ikke det, jeg så. Jeg så en flok drenge, der gjorde deres bedste og gik til opgaven med respekt.”

Dagen bød også på observation af professionel ballettræning og en særlig samtale med solodanser Jonathan Chmelensky, der satte ord på vejen til at blive eliteudøver.

“Det gjorde indtryk på drengene at høre om hans karrierevej fra usikker ung danser til en af de bedste balletdansere i verden. Det er min klare fornemmelse, at det resonerede hos dem. Det gav et godt indblik i, at vejen til at blive professionel er forskellig. Nogle har en lige vej, andre en mere snørklet. Men fælles er, at man skal holde snuden i sporet og blive ved. Hver dag er et marathon.” siger Bo Storm.

Workshops på hjemmebane

På dag to rykkede aktiviteterne til Lyngby Stadion, hvor spillerne deltog i en række workshops med fokus på øvelser fra balletens verden, der er direkte relaterbare til fodboldbanen. Herunder stemmebrug, kropssprog og håndtering af nervøsitet.

Her var rammerne velkendte, og det kunne mærkes.

“På første dag kunne man godt mærke, at drengene var lidt usikre på, hvad de gik ind til. Men på anden dagen på deres hjemmebane var der en helt anden frihed og selvsikkerhed,” fortæller projektleder ved Det Kongelige Teater, Mette la Cour Bødtcher.

Hun fremhæver samtidig spillernes tilgang til forløbet:

“De har gået til workshopsene med god energi. Vi har udfordret dem på nye områder, hvor hierarkiet bliver lagt helt ned – og det har været rigtig spændende at se, hvordan de har taget imod det.”

Kulminerer på lørdag

Øvelserne og sessionerne på projektets to første dage kulminerer for spillerne på lørdag med forestillingen Ballet og Bold på Gamle Scene, hvor U19-spillerne selv bliver en del af showet.

“Man kan næsten sige, at Lyngby Stadion rykker ind på Det Kongelige Teater. Der bliver pyntet op i Lyngby-farver, og vi viser på scenen, hvad spillerne har arbejdet med. Det bliver en fest – og finalen bliver helt særlig,” siger Mette la Cour Bødtcher.

Med to lærerige dage bag sig ser U19-holdet nu frem mod lørdagens forestilling, hvor arbejdet fra workshopdagene bliver sat i spil. Denne gang foran 1300 publikummer på Gamle Scene i Det Kongelige Teater.

FLERE NYHEDER

Nye Friends og forlænget deadline på kapitaludvidelse

Stærkt comeback sikrede tre point mod Hvidovre

U17-anfører Oscar Wind fortsætter til 2029