Sidste hjemmekamp i grundspillet venter mod Middelfart

Top og bund i Betinia Ligaen står overfor hinanden fredag aften, når Lyngby Boldklub tager imod Middelfart BK i grundspillets sidste hjemmekamp.

For Lyngby er det samtidig tredje kamp i forårssæsonen, hvor holdet indtil videre har fået en perfekt start med to sejre i de første to kampe.

Cheftræner Mikkel Jespersen forventer dog ikke en let opgave.
Det første opgør mellem holdene i sæsonen endte 2-2, og ifølge Jespersen tog Lyngby flere erfaringer med fra den kamp.

“Det er en ny kamp i morgen, og jeg tror, vi lærte en del fra den første kamp – hvor vi spillede en rigtig god første halvleg og ikke helt fik lukket kampen i vores bedste periode.”

Derfor handler fredagens kamp om at fortsætte de positive takter fra forårets første kampe.

“Vi skal ud og fortsætte det gode spil fra de første to kampe i forårssæsonen og have fokus på de ting, vi har været gode til at bringe i kampene. Så har vi gode chancer for at stå med de tre point efter kampen.”

En tætpakket uge

Kampen mod Middelfart kommer blot fire dage efter opgøret i Horsens, men det giver ikke anledning til bekymring i Lyngby-lejren.

“Vi har taget højde for det i træningen op til kampen. Vores dygtige fysiske stab har taget godt hånd om spillerne og har været gode til at fortælle, hvor meget vi kunne lave i træningerne.”

“Derudover er vores spillere et godt sted fysisk og har ingen problemer med at spille to kampe med fem dages mellemrum.”

Ifølge Jespersen er det stærke kollektiv i truppen, der bliver nøglen til at holde niveauet fra de to første kampe i en uge, der byder på to kampe på få dage.

“Kollektivt har vi været rigtig stærke de første to kampe. Vi snakker hver dag i gruppen om, at det er kollektivet, der skal bære os frem i dette forår, og at man ikke kan vinde kampene alene.”

“Her synes jeg virkelig, drengene har været stærke. Og så er det klart, at der også har været stærke individuelle præstationer inden for kollektivet – også fra de nye spillere.”

Truppen mod Middelfart

1 Jonathan Ægidius (GK)
21 Oskar Snorre (GK)
2 Oskar Buur
5 Mihajlo Ivancevic
6 Bror Blume
7 Simon Colyn
8 Mathias Hebo
10 Isak Thorvalsson
12 Neil Pierre
13 Casper “Dani” Winther
14 Lauge Sandgrav
15 Nicklas Mouritzen
16 Asbjørn Bøndergaard
18 Jens Jakob Thomasen
19 Gustav Fraulo
20 Mathias Kaarsbo
24 Tobias Storm
25 Renzo Tytens
26 Frederik Gytkjær
30 Mikkel Fischer

FLERE NYHEDER

Nye Friends og forlænget deadline på kapitaludvidelse

Stærkt comeback sikrede tre point mod Hvidovre

U17-anfører Oscar Wind fortsætter til 2029