På en isende koldt Gentofte Idrætspark spillede Lyngby Boldklub lørdag generalprøve mod Hillerød inden forårssæsonens start i næste uge.
Efter en kamp med skiftende momentum sluttede opgøret 2-2.
Gæsterne fra Hillerød kom bedst fra start og satte sig på spillet i kampens første 5-10 minutter, hvorefter Lyngby Boldklub fik bedre greb om opgøret og sad tungt på resten af første halvleg.
Den kongeblå dominans blev omsat til mål efter 22 minutter, da Simon Colyn bragte Lyngby foran. Blot tre minutter senere blev føringen fordoblet, da Gustav Fraulo scorede til 2-0 på en afslutning på kanten af feltet.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig en smule. Hillerød kom bedre ud til anden halvleg og fik reduceret få minutter inde i halvlegen. Mod slutningen pressede gæsterne yderligere på, og i kampens døende sekunder faldt udligningen til 2-2.
Cheftræner Mikkel Jespersen hæftede sig især ved præstationen før pausen.
“Det var ikke det resultat, vi havde håbet på, men det er en træningskamp, og vi prøvede nogle ting af. At de scorer i sidste sekund er selvfølgelig ærgerligt. Men der var mange gode ting i præstationen i dag, og det tager vi med til næste fredag.
Især første halvleg var cheftræneren tilfreds med, der til dagens kamp måtte undvære den anden halvdel af trænerteamet, Andreas Bjelland, der er på trænerkursus i Spanien.
“Vores udtryk i første halvleg er rigtig stærkt – der sidder vi på kampen. I anden halvleg er Hillerød lidt bedre end os og kommer bedre ud til halvlegen end os.”
Nu retter cheftræneren blikket mod forårssæsonens første kamp.
“Nu glæder vi os til kampen på fredag mod Kolding IF – vi er klar.”