Lyngby Boldklubs U16- og U18-hold er rejst over Atlanten for at deltage i den internationale ungdomsturnering Snow Bowl 2026 i Philadelphia, hvor nogle af verdens absolut største akademier venter klubbens to hold.
Turneringen afvikles fra 9.–14. februar på WSFS Bank Sportsplex i Chester, Pennsylvania, og samler elitehold fra både Europa og Nordamerika. For Lyngby Boldklub turneringen en mulighed for at måle sig med internationale sværvægtere og hente værdifuld erfaring på højeste ungdomsniveau.
“Vi har set meget frem til denne turnering. Vi skal bruge den kommende uge på at blive matchet mod nogle af de bedste hold i verden, så vi får et godt indblik i, hvordan vi niveaumæssigt ligger i forhold til de andre,” lyder det fra Simon Sellerup, der er træner for begge hold på turen.
Internationale storklubber på programmet
Snow Bowl 2026 samler U15-, U16- og U18-hold fra en række internationale storklubber. Blandt deltagerne er Manchester United, Borussia Dortmund, S.L. Benfica og Newcastle United, som alle stiller med deres akademihold.
For Lyngbys U16- og U18-spillere betyder det både kampe mod akademier, der er kendt for at producere spillere til absolut topniveau i europæisk fodbold, samt mødet med nye fodboldkulturer.
“Hjemme i Danmark kender vi fodboldkulturen og måden at spille fodbold på. Nu får vi en unik mulighed for at stifte bekendskab med internationale kulturer og forskellige måder at tilgå spillet på. Det bliver guld værd,” siger Simon Sellerup.
Mere end bare kampe
Turneringen er skabt som en forberedelsesplatform og arrangeres i samarbejde med YSC Academy og støttes af The SWAG, der arbejder for at give unge spillere adgang til fodboldudvikling uden økonomiske barrierer.
For Lyngby Boldklub er turen dog ikke kun en sportslig udfordring, men også en mulighed for at styrke fællesskabet på tværs af årgange.
“Vi er fem årgange afsted fordelt på de to hold, så et vigtigt mål er også, at der bliver skabt en masse nye, gode relationer mellem spillerne, som kan styrke os som hold,”
Unik erfaring for de unge kongeblå
Mødet med nogle af verdens mest anerkendte ungdomsakademier giver Lyngby-spillerne mulighed for at teste sig selv i et internationalt miljø, hvor tempo, fysik og taktisk niveau er på absolut topniveau. Samtidig giver opholdet spillerne et realistisk indblik i livet som professionel fodboldspiller, hvilket glæder træner, Simon Sellerup.
“Spillerne får et helt unikt indblik i, hvordan det er at leve som fuldtidsprofessionelle – 24 timer i døgnet. Vi har blandt andet kostvejledere og fysioterapeuter med herover, som giver spillerne de bedst mulige forudsætninger,”
Selv håber Simon dog også, at der bliver plads til oplevelser uden for kridtstregerne.
“Forhåbentlig får vi også tid til en smule væk fra banerne, så vi får mulighed for at opleve New York,”
Turneringen i Philadelphia markerer dermed et højdepunkt i vinterprogrammet for Lyngby Boldklubs U16- og U18-hold og et vigtigt skridt videre i klubbens ambition om at udvikle spillere, der kan begå sig på den internationale scene.
Kampprogram
U16
9/2 kl. 16.30: Chicago Fire – Lyngby (SE KAMPEN HER)
10/2 kl. 22.30: Philadelphia Union – Lyngby (SE KAMPEN HER)
11/2 kl. 16.30: Lyngby – PSV (SE KAMPEN HER)
12/2: Semifinaler og placeringskampe
13/2: Finale og placeringskampe
U18
10/2 kl. 01.30: Alberg NextGen – Lyngby (SE KAMPEN HER)
11/2 kl. 21.00: Lyngby – Benfica (SE KAMPEN HER)
12/2 kl. 21.00: Philadelphia Union – Lyngby (SE KAMPEN HER)
14/2: Placeringskampe og finale