Lyngby Boldklub og Djurgården IF er blevet enige om et salg af 22-årige Peter Langhoff.
“Pete” startede hos De Kongeblå allerede som 8-årig, hvortil han kom fra klubbens lokale samarbejdsklub, Lundtofte BK. Siden da har midtbanetalentet arbejdet sig op igennem akademiet, hvor han i sommeren 2024 gjorde debut på førsteholdet og sidenhen blev en stor profil og fast del af klubbens startellever.
Om salget af Pete udtaler sportschef Nicas Kjeldsen:
“Det er ingen hemmelighed, at Pete ikke ønskede at forlænge sin aftale, og derfor har vi haft en åben og ærlig dialog om, hvad der ville være den bedste løsning for alle i dette transfervindue. At det ender med et salg, hvor vi bliver kompenseret flot, er meget tilfredsstillende. Og fordi Pete har været eksemplarisk i hele forløbet – ligesom han har været i hele sin Lyngby-tid – vil han altid være velkommen på Lundtoftevej.”
Tidligere på ugen blev Jens Jakob Thomasen hentet til klubben af sportschefen – bl.a. for at være på forkant med salget af Langhoff efter interessen fra Djurgården voksede.
“Jens Jakob Thomasen blevet en del af truppen og er en mulighed, der giver os noget erfaring i en ung trup, som vi også gerne vil have. Derudover kommer Thomasen også som tidligere anfører og har nogle lederegenskaber. Dét kombineret med en aftale på halvandet år synes vi gav noget gensidig commitment og tillid, der i sidste ende gav mening for alle parter.
Thomasen er ikke en en-til-en-erstatning for Peter. De er ikke samme type, men vi har også fået nogle andre kompetencer ind, og det løser vi i fællesskab i truppen. Vi har flere, der kan byde sig til, og konkurrencen gør både, at man skal stå på tæer, og at vi får nogle taktiske muligheder og overvejelser i holdsammensætningen.”
Pete’s vej op igennem akademiet og måden, midtbanespilleren har håndteret processen på, glæder sportschefen:
“Peter er jo sådan en outsider-historie og skal have kæmpe cadeau for sin udholdenhed og målrettethed, hvor han har ventet og tilkæmpet sig sin chance.
“Han fortjener et kæmpe held og lykke med sin videre karriere, og selvom han nu skal til at begå sig i den svenske hovedstad, vil han for os altid være ‘Pete fra Lundtofte’“
22-årige Langhoff står noteret for 38 førsteholdskampe for Lyngby Boldklub.